Jeg fik et kæmpe chok i går aftes, da det pludselig bankede på døren til mit værelse, mens jeg sad ved computeren og kodede. Ikke hårdt. Bare sådan forsigtigt. Det gjorde det nærmest endnu mere skræmmende. Jeg var alene hjemme og ventede ikke nogen. Jeg havde hjertet helt oppe i halsen, da jeg åbnede døren. Det var “Marius”, der stod ude i gangen. Han var åbenbart selv gået ind, fordi jeg havde glemt at låse døren i min ende af huset.
Han så helt forfærdelig ud. Hans hætte var trukket op over hovedet, og han var fuldstændigt gennemblødt. Hans ansigt var helt blegt, og han så virkelig bange ud. Det var tydeligt, at han græd og havde grædt en del.
Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var nok stadig lidt skræmt over pludselig at få besøg på den måde. Jeg spurgte, hvad der var galt, men han sagde ingen ting. Han gik bare ind og satte sig på gulvet ved væggen og sad helt foroverbøjet. Jeg satte mig på hug foran ham, og fik ham til at se på mig. Hans øjne var helt røde, og han græd. Sådan uden lyd. Det var bare tårer, der løb fra øjnene.
Jeg lagde den ene hånd på hans ben, og jeg kunne mærke, at han rystede. På sådan en skræmmende måde. Ikke bare fordi han frøs. Jeg spurgte ham flere gange, hvad der var galt, men han sagde intet. Han sad bare foroverbøjet igen og kiggede ned på sine ben, mens han græd. Jeg har aldrig set ham sådan før, og jeg blev selv både ked af det og bange for, hvad der var sket.
Jeg opgav at få ham til at svare på noget, så jeg satte mig bare ved siden af ham og lagde armen om ham. Det var det bedste, jeg mente, jeg kunne gøre lige der. Vi sad sådan længe. Nok mindst en halv time. Han virkede til at falde lidt mere til ro, men jeg kunne stadig ikke få ham til at sige noget. Jeg spurgte også, om der var noget, han ville have, men han rystede bare på hovedet. Også da jeg spurgte, om han ville have noget at drikke eller spise.
Han havde stadig sine sko på, som så lige så gennemblødte ud som resten af hans tøj. Jeg trak dem af ham og kunne se, at hans sokker også var helt våde. Efter flere forsøg fik jeg ham overtalt til at komme op at stå. Bare så han i det mindste kunne få sin jakke af. Jeg hjalp ham med at komme ud af den, men han satte sig på gulvet igen, mens jeg fik hængt jakken til tørre på radiatoren og stillede skoene derhenne også.
Jeg sad lidt ved siden af ham igen og holdt om ham. Han lænede sig også lidt mere ind til mig nu, men jeg kunne stadig ikke få ham til at svare på noget som helst. Jeg kom nok til at blive lidt irriteret på ham. Det var jeg selvfølgelig ikke, men jeg var selv så bange og ked af at se ham sådan, at det var irriterende, at han overhovedet ikke ville sige noget. Jeg ville bare gerne forstå, hvad der var galt.
Jeg tror, han kunne høre det på mig, og endelig sagde han, at han var bange, men jeg kunne ikke få ham til at fortælle mere end det. Det lykkedes mig at få ham til at rejse sig igen. Jeg sagde, at han skulle ind og ligge ned. Det virkede som det, han havde allermest brug for.
Det var næsten som om, jeg skulle føre ham ind på mit soveværelse. Han så nærmest ikke op fra gulvet. Han satte sig tungt på sengen, da vi var kommet derhen, og så lagde han sig ned. Han rykkede ind mod radiatoren. Med ryggen ud mod mig, så jeg ikke kunne se ham. Han lå også med benene trukket lidt op til sig og holdt om dem.
Jeg satte mig på sengen og lagde bare en hånd på ham. Bare så han kunne mærke, at jeg var der. Jeg kunne stadig mærke, at han rystede. Hans hættetrøje var også våd, og det kunne jeg også se, at hans bukser var. Jeg sagde også til ham, at han burde få det af, men han gjorde ingenting ved det. Jeg ville ikke til at prøve at trække det af ham. Til sidst tog jeg min dyne og trak hen over ham, så han i det mindste måske kunne få lidt mere varme inden i.
Jeg blev siddende et stykke tid. Så sagde jeg til ham, at jeg ville hente noget at drikke. Jeg havde egentlig også brug for lige at komme ud af værelset og tænke. Jeg overvejede at ringe til mine forældre. De havde som altid efterladt nummeret på hotellet, hvor de er, hvis der nu skete et eller andet. Men jeg blev enig med mig selv om at lade være. Hvad skulle de kunne gøre? De kender ikke Marius. De har ikke engang hørt om ham før, og de ville bare blive helt vildt bekymrede til ingen nytte.
Jeg lavede en kop te til os begge to, og havde også et glas med vand med ind, da jeg kom tilbage. Jeg sagde det til ham, og jeg stillede begge dele i vindueskarmen over radiatoren, som han lå ind til. Jeg kunne ikke helt bedømme, om han sov. Hans vejrtrækning lød ikke regelmæssig nok til det, men han svarede ikke på noget af det, jeg sagde.
Jeg sad på sengen et stykke tid og spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. Til sidst lagde jeg mig ned og lagde mig ind til ham. Jeg lagde også en arm rundt om ham. Jeg vidste ikke, om det var det, han havde brug for. Jeg kunne slet ikke gennemskue, hvad han ville eller havde brug for. Det virkede som om, han var holdt op med at ryste, men måske var det bare dynen omkring ham, der skjulte det.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå bag ham. Et par timer nok. Måske tre. Klokken var blevet et, da jeg rejste mig forsigtigt for at tisse. Jeg følte mig sikker på, at han sov nu. Det kunne jeg slet ikke. Jeg var alt for bekymret for, hvad der var med ham, og jeg lå hele tiden og spekulerede. Jeg var også ude og lave en ny kop te til mig selv, og lidt senere også en kop kaffe. Jeg håbede hele tiden lidt, at han ville vågne og måske være kommet lidt mere til sig selv, så han kunne snakke. Men der var ingen reaktion fra ham, når jeg kom tilbage til sengen og lagde mig ned bag ham. Jeg ville heller ikke risikere at vække ham, hvis han stadig sov.
Jeg var på samme tid helt vildt træt, og alligevel følte jeg mig slet ikke i stand til at falde til ro. Til sidst faldt jeg alligevel i søvn. Jeg ved, at jeg så på uret, da den var omkring halv fem, så det har været på et tidspunkt derefter.
Jeg tror, det måske var lyden af yderdøren, der vækkede mig. Måske var det bare indbildning. Måske i drømme, fordi jeg ubevidst havde bemærket, at Marius ikke længere lå der. Jeg var helt rundt på gulvet, og der gik nogle øjeblikke, inden jeg kom i tanke om det hele. Jeg havde heller ikke sovet særligt længe, for det var stadig helt sort uden for. Først dér kom jeg i tanke om det, som jeg husker som lyden af døren. Jeg løb derud og åbnede den og trådte udenfor, men der var intet at se.
Jeg rendte hurtigt ind på arbejdsværelset. Hans sko og jakke var også væk. Et kort øjeblik blev jeg faktisk helt i tvivl om, om det alt sammen havde været en drøm. Sådan virkelig i tvivl. Nok bare fordi, jeg stadig slet ikke var vågnet helt og følte mig helt omtåget. Inde ved sengen kunne jeg dog se, at lagnet var både vådt og beskidt, hvor han havde ligget, så det var i hvert fald rigtigt nok.
Jeg gik flere gange rundt i huset og kiggede. Jeg ved ikke, om jeg virkelig troede, at han var et andet sted i huset. Det var måske også bare fordi, jeg var rastløs, og det hele havde gjort mig så bange, at jeg ikke rigtigt turde gå i seng igen. Jeg fik først lagt mig igen efter klokken ni i morges, da det var ved at være lysere uden for. Det var bare også det, jeg drømte om. Jeg følte ikke, jeg egentlig havde sovet, da jeg vågnede omkring klokken tre.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.