Der er nogen, der har sovet ude i værkstedet. Jeg var derude i dag efter skole for at smøre min kæde. Jeg undrede mig over, at der ikke var låst, for det plejer jeg at huske, men det kunne da godt være, at jeg havde glemt det. Da jeg kom ind, var jeg slet ikke i tvivl om, at der har været nogen.
En gammel madras, der ellers står nede bagerst, var trukket ud, hvor den kunne ligge ned på gulvet. Der var også rullet en af mine brødres gamle soveposer ud på den, og det var tydeligt, at der havde ligget nogen der. Der var jord på både madrassen og soveposen, og det passede med, at det var der, hvor man ville have haft sine sko, hvis man havde ligget på den. Der lå også nogle mærkelige rester af mad. Måske bilder jeg mig det ind, men det virkede som om, det var ting, der var taget ud af en skraldespand.
Jeg var lige ved at løbe ind til mine forældre for at fortælle det, da jeg kom til at tænke på, at det måske var “Marius”, der havde været der. Det virkede på den ene side mærkeligt, hvis han skulle have gjort det. På den anden side virkede det ikke helt usandsynligt efter hans skræmmende besøg i fredags, hvor han var helt ude af sig selv.
Det kunne godt være ham. Det virker som en logisk mulighed. Han har også set mig tage nøglen, der ligger oven over dørkarmen. Men hvorfor? Hvorfor var han så ikke bare kommet ind til mig igen? Jeg har jo været hjemme hver aften og nat. Bliver helt ked af det ved tanken om, at han måske har ligget helt alene derude i kulden.
Jeg besluttede mig for ikke at fortælle mine forældre noget. De vil helt sikkert ringe til politiet, og de vil med garanti også bestemme, at nøglen ikke skal ligge der mere. Det vil jeg ikke risikere, at den ikke gør, hvis nu Marius kommer tilbage. Og jeg kan ikke fortælle dem om Marius og hans besøg den anden dag. Så vil de blive virkelig bekymrede og begynde at spørge om alt muligt om ham. Helt sikkert også en masse, jeg ikke kan give dem et svar på. De kommer nærmest aldrig derude, så de opdager intet.
Jeg har lige været derude igen for at kigge, men han var der ikke, og det hele var urørt. Jeg har været derude flere gange. Jeg har også stillet en dåsesodavand og lagt en yankiebar ved madrassen. Bare så han kan se, at jeg godt ved det. Hvis det altså er ham, men det må det næsten være. Det håber jeg egentlig, at det er. Jeg vil så gerne vide, hvad det er, der er sket for ham.
Jeg må kigge igen i morgen tidlig, inden jeg tager i skole. Jeg har tænkt på, om jeg måske skulle pjække og bare sidde og vente på ham. Men jeg ved det ikke.