Pinlig samtale

Min far kom og bankede på min dør inden aftensmad. Jeg sad inde på mit arbejdsværelse, og jeg var egentlig ved at skrive sammen med en på et BBS, men skyndte mig at gå over til et skærmbillede med programmer til download.

Han startede med at spørge til, hvad jeg lavede. Jeg fortalte ham lidt om BBS’et, jeg var på. Han ved godt, hvordan det hele virker og hvad meningen er. Det er ham, der har lært mig om det. Jeg fortalte ikke, at det BBS også har en masse forummer, hvor man kan møde nogen.

Jeg regnede ikke med, at han bare kom for at snakke om, hvad jeg lavede. Det kunne jeg mærke på ham. Det havde jeg også ret i.

Min ene storebror havde givet mig nogle kondomer i fødselsdagsgave i går. Jeg ved ikke, om det var det, der var anledningen til samtalen, eller om den var kommet alligevel. Om det var sådan en slags 15-års-ritual. Men det var min storebrors gave, som min far startede med at snakke ud fra. Og noget om, at han jo også selv havde været på min alder engang, så han godt vidste, hvad der skete med én, og hvad man havde lyst til.

Han sagde, at mor og han håbede, at jeg ville huske at passe på mig selv. Så tilføjede han også, at det jo var lige vigtigt uanset, om man er sammen med piger eller drenge.

Jeg svarede bare med et “mmm”. Det var lidt pinligt at snakke om. Jeg kunne jo ikke rigtigt fortælle ham, at jeg allerede har bollet mange gange og husker at bruge kondom de fleste gange. Heldigvis var samtalen hurtigt overstået.

På en eller anden måde er det også lidt rart at vide, at de vist godt ved det. Både at jeg er sammen med nogen og vistnok også, at det er andre drenge. Så behøver jeg ikke bekymre mig helt så meget om at holde det skjult.