Min far havde sagt i går, at jeg fik en ekstra fødselsdagsgave i dag, når jeg kom hjem. Jeg havde ikke nogen ide om, hvad det kunne være. Når det er min far, så kunne det være alt fra noget pjat til noget stort. Da de allerede havde givet mig en ny cykel i går, så regnede jeg med, at det bare var et eller andet sjovt, han havde fundet.
Det viste sig at være en ret usædvanlig fødselsdagsgave. Mine forældre havde i dag fået lavet en ekstra telefonlinje til deres kontor i den anden ende af huset, og så havde de samtidig fået lavet en telefonlinje til mig.
Jeg ved godt, at de har været lidt trætte af, at jeg tit har optaget telefonlinjen med at bruge mit modem til at være på BBS’er og fidonet. Min far synes også, det er meget fedt, og vi har snakket meget om det, så det er nok også derfor, jeg egentlig aldrig har fået noget ballade for at bruge telefonen ret meget til det. Tror måske også, de er lidt trætte af tit at tage imod beskeder fra venner, der ringer.
De gamle går normalt aldrig ind på mine værelser, når jeg ikke er der. Heldigvis 😀 I dag havde været en undtagelse, hvor telefonmanden monterede telefonstik tæt på mit skrivebord. Og der var stillet en ny telefon og en telefonsvarer på skrivebordet, og mit modem var også tilsluttet. Det er vildt fedt.
Jeg har nærmest snakket i telefon og været på BBS’er lige siden. Ringede til begge mine brødre, selvom de også var på besøg i går. De mente begge to, at der godt nok var kommet andre regler herhjemme med at bruge telefonen efter de var flyttet 😀 Det er nok også rigtigt. Jeg kender da heller ikke andre, der har deres eget nummer derhjemme. Det er megafedt.