Det er svært at måle dage og begivenheder op mod hinanden. Hvad er den største dag og begivenhed i livet? Og risikerer man at begrænse mulighederne for sig selv for at opleve endnu større ting i fremtiden, hvis man har rangordnet det, der allerede er sket? Sådan tør jeg i hvert fald ikke gøre livet op. Helt sikkert er det alligevel, at i går hører til en af de absolut største dage i hele mit liv.
“Tristan” hentede mig i Billund og holdt klar uden for, da jeg kom ud af ankomsthallen. Nu var det ikke bare fyraften efter nogle travle uger på farten, men faktisk også påskeferie. Jeg har glædet mig til en stribe dage uden de store planer. Hvad jeg havde glædet mig endnu mere til, var at komme hjem og se fremskridtene i huset.
Jeg var bare slet ikke forberedt på, hvad der ventede mig.
Da vi kørte ind ad indkørslen, kunne jeg se, at “Shawn” havde fået fjernet de sidste spor foran huset fra de mange håndværkere, der har været. Tristan kørte mig for første gang ind i den nye garage, hvor de sidste byggematerialer også var fjernet, og der var blevet fejet grundigt.
Da jeg åbnede døren fra garagen ind til huset, stod Shawn og “Asger” på lur lige på den anden side, så jeg fik et chok, og de skraldgrinede 😀 De stod klar med et lille bord med glas og champagne. Lige bag dem havde de spændt et stort rødt bånd over gangen, som jeg kunne få lov at klippe over, da vi alle fire havde skålet i champagnen.
Derefter fik jeg den store rundtur i mit nye hjem. De havde ikke bare fået ordnet det meste. De havde ordnet det hele. Alt. Nærmest ned til mindste detalje. Ikke bare Asger, men også Shawn og Tristan. Over de sidste tre uger havde Asger styret alle de forskellige fragtmænd, montører og flyttefolk, der skulle komme. Der var også kommet lidt flere end planlagt, da han ringede nogle gange om ting, vi også lige kunne få ordnet.
I fællesskab havde de alle tre sørget for, at alle rummene – ét efter ét – var blevet helt færdige. Møbler, planter, malerier, lamper, gardiner og alle småting allevegne. Der var gjort omhyggeligt rent efter alle håndværkerne. Der var redt op i sengene, hængt håndklæder op, der var tændt stearinlys, og der stod friske buketter. Sidst jeg så huset, var det fuldstændigt nøgent. Nu tre uger senere var det hele indrettet og super hyggeligt. Jeg var helt overvældet. Jeg havde forventet, at jeg stadig skulle bruge lang tid på at komme helt i mål.
Alt fra min lejlighed var flyttet. Selv mit tøj var omhyggeligt organiseret i mit nye walkin-closet. Mit nye kontor var indrettet, så jeg kunne have sat mig til at arbejde med det samme, hvis det skulle være. Alle de gamle møbler, der skulle genbruges fra mine forældres indretning var tilbage. Selv poolbordet var kommet på plads i den ene stue. Bøger var sat i reolerne, og billedrammer og figurer havde fundet en foreløbig plads. Alt var simpelthen ordnet over det hele. Jeg kunne også høre, at de nærmest ikke havde lavet ret meget andet end at arbejde på alle de her ting, siden jeg var her sidste gang for godt tre uger siden.
Rundvisningen fortsatte i annekset. Den nye glasgang derover var blevet gjort rigtigt hyggelig med lamperne og planter og en enkelt statue, som Asger havde fundet. Det samme var tilfældet med stueetagen i annekset, som engang var tiltænkt at være gildesal, og hvor der bare havde stået en stribe store plankespiseborde. Den havde vi ikke lagt nogle planer for i indretningen, men Asger syntes, at den også skulle have et formål og ikke bare stå som et stort, halvnøgent rum. Han havde også fået lov til at træffe beslutninger og lave indkøb, for det har jeg fuldstændigt tillid til, at han gør godt.
I gildesalen havde de fået anbragt mit gamle bordtennisbord, der stod på første sal i huset, da jeg boede hjemme. Der var også indkøbt nogle møbler og lidt pynt, så der kunne indrettes et hyggeligt lille loungeområde. Der stod også stadig to af plankebordene og deres tilhørende stole. Det er blevet virkeligt godt. Det lille køkken og de to gæstetoiletter var også blevet indrettet en smule, så de ikke virkede så forladte. Utroligt hvad lidt håndklæder og småbilleder kan gøre 😀
Vi fortsatte oven på. De to lejligheder, som mine forældre havde fået lavet deroppe for nogle få år siden, er der ikke ændret på ud over at de er blevet malet igen. Den eneste ændring var, at nu er de begge var blevet møbleret med det nødvendige, og Asger er flyttet ind i den af lejlighederne, han skulle have. Den havde han også fået gjort virkelig hyggelig.
Vi fortsatte ned i anneksets kælderetage. Her havde mine forældre også fået lavet to lejligheder næsten færdige. Der manglede faktisk kun at blive færdiggjort køkkenhjørner, og få monteret håndvaske, toiletter, armaturer og den slags på badeværelserne. Jeg havde kun været væk i et par dage, da Asger ringede, om han ikke skulle få et par af sine venner til at gøre dem helt færdige. De kunne godt lige bruge noget ekstraarbejde i et par weekender. Det havde de fået gjort rigtigt godt, og selvom lejlighederne var helt tomme, så virkede de allerede meget mere hyggelige og indbydende med de sidste ting ordnet.
Jeg ved ikke, hvad annekset ender med at blive brugt til. Ikke ud over, at Asger nu bor der. Lejlighederne er ikke registreret som selvstændige boliger, så jeg er heldigvis ikke forpligtet til at udleje dem. Min mor havde en plan om, at det kunne blive til noget eksklusivt udlejning af ferielejligheder ved siden af firmaet. Det var derfor de satte gang i at få lejlighederne lavet. Selvom planen egentlig bare var for, at det også kunne bidrage som dække for de andre ting, så tror jeg faktisk, det også var en lille drøm for hende. Det lød også som en virkelig tiltalende og charmerende drøm.
Vi kom tilbage til køkkenalrummet, hvor jeg stadig var helt betaget af, hvor meget der var sket. Selv køkkenskufferne havde fået indhold 😀
Jeg måtte ikke se kælderen endnu. Det var meningen, at vi skulle spise først. Asger havde selvfølgelig også forberedt mad til os alle fire. Det var også godt, for jeg var så overvældet af det hele, at det var bedst at vente med at se mere. Jeg tror ikke, at nogen af dem har set mig fælde en tåre før, men det havde jeg allerede gjort flere gange i løbet af den lille times tid, vi havde gået rundt i huset.
Vi delte en flaske vin, mens Asger gjorde maden færdig. De fik også alle tre kæmpe krammere igen for alt det, de havde fået lavet.
Jeg fik selvfølgelig en masse detaljer om de mange store og små udfordringer, der havde været gennem de sidste tre uger, mens vi spiste. Da vi havde spist, måtte Shawn sige farvel, da han og kæresten skulle pakke og tidligt op for at tage på en lille ferie i påsken.
Så var tiden kommet for, at jeg måtte se resten. Jeg havde regnet ud, at legerummene nok var det sidste på planen for rundvisningen. Det var også rigtigt gættet.
Den største ændring i resten af kælderen var egentlig, at der var blevet gjort hovedrent efter håndværkerne, og at alting var kommet på plads igen. Det nye vaskerum, istandsættelsen af poolrummet og badeværelset, og at det hele var blevet malet, havde jeg jo allerede set.
Det gjorde da også en stor forskel at se det hele møbleret og indrettet igen. Især loungen, som om muligt er blevet endnu hyggeligere end før. I træningslokalet havde vi ikke rigtigt lavet nogle planer for udsmykning, men Asger havde fundet en del kunst til væggene, og det virker rigtigt godt. Og ellers var det planter, malerier og lidt skulpturer, som bare var med til at gøre hele kælderen ekstra hyggelig.
Der var også kommet cafemøbler til et nyt hyggehjørne i poolrummet, hvor ti store planter i krukker også får det til at virke som et kæmpestort drivhus med svømmebassin 😀 Der var også kommet to nye liggestole, der står i den fjerneste ende af bassinet.
Endelig var turen kommet til legerummene.
Indgangen til de første rum, som er rum fra husets oprindelige kælder, er stadig en almindelig dør. Det er min plan, at det skal laves til en skjult dør. Det har jeg bare ikke kunnet lave, mens der er blevet bygget til og renoveret. Det må jeg få en af mine betroede tømrervenner til at hjælpe med.
Det første rum er næsten tomt. Her har Asger og Tristan bare indrettet med en stor bænk og så to af mine Robert Mapplethorpe billeder på væggen. Til den ene side er der indgang til to andre små rum.
Det ene er lageret. Her skulle der have været samlet reoler til opbevaring af legetøj. I stedet havde Asger fundet på, at det skulle være garderobeskabe, da det ville se mere clean og diskret ud. Det var jeg helt med på, da han ringede om det. Så nu var der opstillet seks høje garderobeskabe i hver side af rummet. Det havde han fået sin tømrerven til at montere og lave pæne samlinger og afslutninger af. Det så supergodt ud, og gjorde opbevaringen så diskret, som den overhovedet kunne være. De fleste af skabene var med hylder og to af dem havde bøjlestænger. Der var også monteret en lang bøjlestang i den bagerste ende af rummet, hvor det passer perfekt mellem to støttepiller i væggen.
Alt mit smålegetøj fra kælderen under lejligheden var der. Det fyldte ikke engang en fjerdedel af al den nye opbevaringsplads.
Rummet ved siden af er mindre. Vinduet er blændet af indefra, og der er malet helt sort. Det havde jeg regnet med selv at skulle gøre, da det er lidt vanskeligt at forklare for en maler, hvorfor der skal males helt sort. Både afblænding og maling havde Shawn taget sig af. Det eneste i rummet lige nu var min ene bondagestol, der stod i midten af rummet. Der var også blevet monteret kroge i både den ene væg og loftet.
Så kom vi ind i den nye del af kælderen, som jeg var allermest spændt på at se med møbler og redskaber.
Den første del er et stort rum på omkring 80 kvadratmeter. Der var bondagestativerne, bondagebænkene, undersøgelsesbriksen og de andre store redskaber stillet op. Det samme var et af plankebordene, som havde stået i gildesalen og to af mine bondagestole. I det ene hjørne var der blevet genbrugt en dobbeltseng, som var blevet efterladt af mine forældre i et af gæsteværelserne.
Der var også blevet monteret de kroge i loftet, væggene og de to bæresøjler, som jeg havde aftalt med Asger på indretningsplanen.
I det fjerneste hjørne er der etableret et helt åbent brusehjørne med gulvafløb. Tanken er, at det skal kunne bruges til lege og ikke som bad. Jeg havde overvejet at lave et badeværelse herinde, men det ville være lidt spild af plads, når der er et stort og meget velegnet badeværelse ved siden af indgangen til legerummene.
Ved siden af brusehjørnet er der et køkkenbordsagtigt bord med køkkenvask. Det er beregnet til at kunne rengøre legetøj, opvride klude og den slags. Der var ikke blevet sat armaturer på hverken vasken eller brusehjørnet, da jeg så det sidst. Det havde Asger også fået sin VVS-ven til at ordne, inden der blev indrettet med afslørende ting.
Vinduerne og døren ud mod haven var alle allerede blevet blændet af med folie for et stykke tid siden. Asger havde fået bestilt og monteret et stort gardin, der kunne trækkes for det hele. Det gjorde den væg meget hyggeligere at kigge på.
Efter det store rum kommer et mindre rum på knap 35 kvadratmeter. Her var der også blevet indrettet og pyntet op. Det vigtigste var, at der midtfor den lange væg var blevet opstillet den bestilte store seng, som Tristan og Asger havde fået samlet. Den jeg havde i den gamle kælder var kun 140. Jeg ville gerne have en højere 180’er. Den nye er helt perfekt. Der var også blevet stillet to sengeborde op sammen med hyggebelysning.
I den ene ende var der blevet opstillet et mere af plankebordene fra den gamle gildesal. I den anden ende var genbrugt en sovesofa fra et gæsteværelse, som også kan blive et glimrende legeredskab.
Asger bad mig om at tage sko og sokker af. Der var tændt for gulvvarmen. Det havde jeg ikke selv nået at få afprøvet. Det fungerede fantastisk, og jeg tog en gåtur på bare fødder gennem alle rummene. Det var det største minus ved min gamle kælder. Det var måske fint nok med et råt og hårdført betongulv, men det var koldt for fødderne, hvis man ikke havde noget på. I den nye kælder er der praktiske fliser med hyggeligt trælook. Ét sammenhængende gulv over det hele med gulvvarme i. Det er jeg rigtigt glad for, at jeg valgte at få lavet sådan.
Det var slut på rundturen. Jeg måtte lige gå en tur rundt i hele kælderen igen for lige at se det hele en gang mere. Jeg var også oppe på førstesalen igen bagefter. Asger havde åbnet en flaske vin mere, da jeg kom tilbage til dem i køkkenet. De var ikke færdige med overraskelserne.
De ville gerne være med til at indvie de nye legerum. Det kom ikke bag på mig. Det var derimod en overraskelse, at de gerne ville gøre det sammen. De har jo mødt hinanden flere gange før, men de har aldrig været med til lege sammen før. Nu har de jo så tilbragt en del tid sammen de sidste tre uger, og de var blevet enige om, at det kunne være frækt, hvis jeg legede med dem begge på samme tid. Det kunne det da også. Pissefrækt faktisk.
Jeg ville gerne en tur i bad først. Det havde været en lang dag med møder og rejse. Det ville de også gerne. Heldigvis er der jo badeværelser nok til os alle. Vi aftalte at mødes ved legerummet tre kvarter senere. Så kunne jeg også lige nå at finde noget legetøj frem, inden vi startede, når jeg havde været i bad.
Det blev også rigtigt frækt. Jeg legede med dem i omkring to og en halv time. Så var de blevet grundigt kneppet og malket begge to. Vi tog en godnatøl i loungen bagefter, så den også blev indviet. Så var vi også ved at være rimeligt gennemstegte alle tre.
Asger gik over til sig selv for at sove. Tristan gik med mig i seng. Havde vi ikke været så trætte, så havde vi da nok ligget og krammet lidt og måske lidt mere, men det blev der ikke noget af. Han faldt meget hurtigt i søvn, og jeg fulgte selv hurtigt efter.
Jeg sov da også helt til klokken syv her til morgen. Det er ret sent for mig. Da jeg vågnede, kom jeg til gengæld nærmest op med det samme. Jeg ville så gerne gå rundt i huset og kigge på det hele igen. Det er så fedt, at det hele er færdigt. Det er også på en eller anden måde mærkeligt, at det både føles som mit barndomshjem og så samtidig er noget helt andet.
Lige nu sidder jeg bare og skriver dagbog sammen med en kop kaffe i mit nye køkken. Tristan er ikke dukket op endnu. Asger sover sikkert også stadig. Det er nok også lige meget. Jeg ved ikke, om de har planer for dagen, men jeg har ikke. Det er skærtorsdag og der er flere fridage forude.