Det var før solen stod op i går morges. Jeg gik ad en snæver sti i buskadset ved et af mine yndlingssteder at campere i weekenderne. Jeg går måske nok rimeligt lydløst, men her var jeg dog ikke så lydløs, at jeg ikke kunne høres. Det var han nok egentlig heller ikke. Alligevel lykkedes det åbenbart for os begge at være så meget i vores egne tanker, at det gav et sæt i os begge to, da vi næsten gik ind i hinanden, hvor en smal sti gennem buskene slog et knæk.
Vi kom begge til at grine med det samme af os selv og hinanden, og vi fik sagt undskyld nærmest i munden på hinanden.
Det var ganske tydeligt, at vores ærinde på stedet lignende hinanden. Han havde et kamera hængende i en rem over skulderen. Jeg havde et kamera på stativ på skulderen.
At dømme ud fra både påklædning og et langt teleobjektiv, så var jeg ikke i tvivl om, at han var på stedet for at tage dyrebilleder. Jeg ønskede ham god jagt, da vi havde kantet os forbi hinanden på stien. Han smilede og takkede, hvorefter vi fortsatte i hver vores retning, som vi allerede var på vej i, inden vi mødtes.
Stien fortsætter til stedets bålhytte. Den har jeg ofte haft glæde af på ture derude. Både alene og sammen med andre. Længere henne ad stien ligger shelteren med sin egen lille bålplads foran. Der lå oppakning inde i den, og jeg gættede på, at det var hans. Det er et af de – heldigvis mange – steder, hvor man trygt kan efterlade sine ting og være sikker på, at de stadig er der, når man kommer tilbage.
Jeg var der for at gå på svampejagt. Denne gang ikke for at finde spiselige svampe, men for at tage billeder af dem. Jeg elsker svampe. At spise dem og tage billeder af dem. Det var en smule sent på sæsonen, men forhåbentlig kunne jeg stadig finde nogle gode farverige eksemplarer, som jeg vidste fra tidligere, at jeg kan finde en del af derude. De tager sig altid godt ud på billeder.
Det lykkedes også, men de var ikke noget at skrive hjem om. Usymmetriske, grimme, eller halvspiste. Et enkelt hæderligt billede blev det til i løbet af en morgen og tidlig formiddag, hvor disen ikke rigtigt lettede. I stedet blev det til lidt billeder af skoven, hvor disen gav en god stemning, men motiverne alligevel ikke rigtigt lod sig finde.
Tre timer og otte-ti kilometer senere vendte jeg tilbage til autocamperen med en tvivlsom fangst i kameraet. Sådan er det nogle gange. Det er vilkårene med billeder af natur. Uanset om det er motiver, der står stille, eller det er dem med ben.
Dagen gik som mange andre lørdage før den, når jeg er på tur i autocamperen alene for at tage billeder og slappe af. Morgenkaffe og frokost krydret med podcasts, læsning og en lang eftermiddagsgåtur, inden den står på at lave aftensmad.
Aftensmaden denne dag var blot en simpel pastaret. Intet særligt. Det var blevet mørkt, og det eneste lys udenfor kom fra min autocamper, hvor det ene vindue var åbent, mens jeg lavede mad på gasblussene.
Det stod og simrede lidt, da jeg hørte puslen efterfulgt af let banken på døren.
Der er ikke så meget at frygte derude ved uventede gæster i mørket. Jeg åbnede døren og lyset faldt på den unge mand, som jeg havde mødt i buskadset om morgenen.
Han sagde hej og missede med øjnene, da selv autocamperens varme lys var stærkt, når man lige havde gået gennem mørket. Han undskyldte forstyrrelsen og var tydeligt en lille smule genert, selvom han havde turdet banke på i mørket. Han kom for at spørge, om han måtte låne en lighter.
Det måtte han naturligvis, og jeg behøvede kun at flytte mig et enkelt skridt for at åbne køkkenskuffen, hvor det ikke var vanskeligt at finde en lighter. Da jeg havde valgt en af de adskillige der lå, testede jeg lige, at den tændte.
Jeg rakte ham lighteren, og han både takkede, undskyldte igen og forklarede, at det selvfølgelig var lidt dumt, men at han havde glemt at få tændstikker med. Han grinede lidt genert af det under huen, og jeg sagde, at det jo var sådan noget, der kunne ske.
Så stod han og tøvede lidt, og så ud som om, at han ikke lige helt vidste, hvad han nu skulle gøre.
Det så ud som om han ledte efter noget mere at snakke om. Sådan nærmest for at få mulighed for at snakke mere. Han spurgte, om jeg var alene, og han kiggede så meget ind i autocamperen, som det nu er muligt, når man står udenfor døren. Sådan et lille nysgerrigt lænen sig fremad uden at ville virke anmasende.
Jeg bekræftede og fortalte, at jeg godt kan lide at være alene afsted på tur nu og da.
Det syntes han var cool. Han mente også, at det måtte være rigtigt lækkert med sådan en vogn. Det er det også. Så stod han igen og tøvede lidt, som om han gerne ville finde på noget mere at snakke om.
Han fandt dog ikke på noget mere at snakke om, men sagde i stedet, at han hellere måtte komme tilbage og få lavet noget mad. Han pegede i retning af shelterpladsen som om, jeg måske ikke vidste, hvor han var henne.
Jeg sagde, at min mad også var ved at være klar, og ønskede ham god fornøjelse med madlavningen. Han stak lighteren lidt frem og takkede for den igen, inden han snurrede rundt og trådte ud af lyset fra autocamperen. Jeg ventede lidt med at lukke døren, indtil jeg kunne høre hans skridt forsvinde ind ad stien mod shelteren.
Min egen mad var allerede klar, ligesom de nødvendige redskaber var på spisebordet. Maden blev, som mange gange før på mine ture, indtaget til en film på tabletten.
Jeg havde både spist, set filmen færdig og vasket op, da det bankede forsigtigt på døren igen. Jeg sad og læste, og det var nok derfor, jeg ikke lige havde bemærket skridt der nærmere sig. Eller også var han bare gået stille. Jeg lagde bogen fra mig og åbnede. Jeg havde jo en stærk formodning om, hvem det var, og det var da også ganske rigtigt.
Han sagde igen lidt akavet hej, som om vi var komplet fremmede, der aldrig havde mødt hinanden før. Så rakte han lighteren frem og sagde, at han bare lige ville aflevere den igen.
Jeg sagde, at det havde han da slet ikke behøvet, og at han bare kunne beholde den for han skulle jo nok også bruge den i morgen tidlig. Det havde han ikke lige tænkt på og så takkede han igen. Igen stod han og drejede lidt i overkroppen. Som om han ville gå, men så alligevel lige ville sige noget.
Det krævede tydeligvis lidt tilløb at komme til at sige. Til sidst sagde han, at han havde tændt et bål, hvis jeg havde lyst. Det var igen meget tydeligt, at han var lidt genert, og han kiggede lidt væk, mens han spurgte.
Jeg havde ikke noget, jeg skulle, og jeg har da faktisk aldrig sagt nej, når nogle har inviteret mig til lejrbål. Med måden han spurgte på, nænnede jeg da heller ikke, at dette skulle være første gang.
Jeg takkede ja og sagde, at jeg kunne være klar på et øjeblik. Han sagde „fedt‟ og hans ansigt lyste nærmest helt op under en grønne hue, der dog var grå i det gule lys fra autocamperen. Jeg tog min jakke på og hoppede hurtigt i mine sko, og var også snarrådig nok til at tage mit siddeunderlag med, der altid ligger klar på hylden ved siden af døren.
Et øjeblik efter var vi på vej op ad den snoede sti mod shelterpladsen, og passerede kort efter svinget, hvor vi næsten var stødt ind i hinanden om morgenen.
Vi sagde ikke rigtigt noget, mens vi gik. Han gik med lange, hastige skridt foran mig, så hans øjne var tydeligvis hurtigere til at omstille sig til mørket end mine. Jeg fulgte dog efter lige bag ham. Lang smal fyr. Selv om vores møde om morgenen kun var et kort øjeblik, så havde jeg bemærket, at hans påklædning lignede en fyr, der var vant til at opholde sig i naturen. Outdoortøj af god kvalitet, der sidder, som det skal. Hverken mere eller mindre.
Da vi nåede bålhytten, var lyset fra bålet ved shelterpladsen længere fremme tydeligt i mørket. Vi havde hurtigt tilbagelagt de hundrede meter derhen.
Der var et fint bål i gang. Tydeligvis af tilfældigt og kroget træ i blandet længde og kvalitet, som var samlet i skovbunden. Det må man gerne i disse skove. Da sanket træ altid er noget fugtigt, og specielt henne på efteråret, så røg det også en del fra bålet. Det følger med og er en del af charmen. Heldigvis var aftenen helt vindstille, og røgen steg nogenlunde lige til vejrs.
Der lå allerede et siddeunderlag ved siden af bålet foran shelteren, og han satte sig lydløst ned. Jeg lagde mit på jorden en meter længere rundt om bålet og satte mig også ned. Det var faktisk lidt hyggeligt med et bål herude i skoven igen.
Jeg kunne fornemme, at det nok var mig, der skulle løbe samtalen i gang. Han virkede som en, der gerne vil snakke, men ikke rigtigt selv lige kan få samtalen til at komme i gang eller flyde.
Jeg spurgte ham, om han fik taget nogle billeder i dag. Hvis der er noget, der kan få fotografer til at snakke, så er det da i hvert fald samtale om netop fotografering. Jeg fortsatte med at sige, at jeg regnede med, at det var dyrebilleder, han var efter.
Han fortalte, at det ikke havde været så godt i dag. At han havde ligget længe og ventet, men at der intet kom, der var værd at tage billeder af. Jeg spurgte til, hvad han havde håbet at finde. Det var åbenbart ræve, som han før havde fotograferet herude. Han havde fået nogle enkelte billeder af et egern, men det havde bare været skrald, der ikke kunne bruges til noget. Han trak lidt på skuldrene og grinede lidt, mens han så ind i bålet. Vi blev enige om, at sådan nogle dage jo bare fulgte med hobbyen.
Han stak lidt til bålet med en pind, og så spurgte han til min dag. Jeg fortalte ham om den, og at den havde haft lige så dårligt udbytte som hans hvad billederne angår. Men også, at det havde været en fin gåtur. Vi grinede lidt i fælles forståelse over den slags dage, hvor skuffelsen over manglende motiver nødvendigvis skal opvejes af frisk luft og motion.
Jeg sad et øjeblik og gættede på, hvad han mon hed, da jeg kom til at tænke på, at det jo var tåbeligt, at jeg slet ikke havde fortalt mit navn. Det gjorde jeg så. Han kvitterede med at fortælle, at han hedder „Frederik‟. Han rodede stadig i bålet med sin pind, men de flakkende flammer var uundgåeligt ved at dø lidt ud nu.
Jeg mente, at vi nok burde finde lidt mere træ. Jeg har dog en vis erfaring med bål og brændes levetid. Jeg spurgte ham, om han havde en lygte. Så behøvede jeg ikke gå ned i bilen efter én. Han sagde, at han i hvert fald havde en pandelampe, men at han dog ikke lige havde fundet den frem endnu. Han rejste sig og rakte ind i shelteren.
Igen måtte jeg konkludere, at hans nattesyn vist intet fejlede, for jeg ville have fundet pandelampen frem for timer siden. Han rodede lidt i sin rygsæk i shelteren i det nu meget svage lys fra bålstedet og trak den nærmest triumferende frem.
Jeg fortalte, at der normalt var en del brænde at finde i skovbunden lidt længere fremme og pegede i modsat retning af, hvor vi var kommet fra. Jeg rejste mig op og gav udtryk for, at vi skulle finde en del mere, så vi kunne holde godt gang i bålet. Det var han med på.
Der var et par hundrede meter gennem mørket. Han holdt sig tæt og lyste på stien for os begge to. Stien ender i en tværgående sti. Over for findes et område, hvor jeg kunne huske fra tidligere besøg, at der lå masser af træ i varierende størrelser. Det gjorde der stadig.
Med en fælles indsats mellem træerne kunne vi gå tilbage til bålet med to store favnfulde brugbart men lidt fugtigt brænde. Kort efter var der igen flammer i bålet, og vi havde brænde liggende til tørre på jorden til et godt stykke tid endnu.
Vi snakkede lidt mere om fotografering. Vi snakkede også om, hvor vi ellers havde været af gode steder i naturen. Stille og roligt kom snakken til at handle om, hvad vi ellers lavede, når vi ikke hver især opholdt os alene ude i mørke skove.
Frederik bor i Århus og læser fysik på universitetet. Han var også spejder, hvilket ikke kom som den store overraskelse med hans interesse og friluftsudstyr. Eller det havde han været, da han boede hjemme i Randers, men efter at være flyttet til Århus var han ikke rigtigt kommet i gang igen i en ny spejdergruppe.
Jeg gættede på, at han var i begyndelsen af tyverne. Mest ud fra, hvad han fortalte om studierne, hvor han lød til at være relativt ny. Med et temmelig drenget ansigt og med huen trukket godt ned over ørerne og panden, så var det umuligt at bedømme ud fra udseendet i halvmørket. Han viste sig at være 21.
Vi var kommet i gang med at snakke om ture i naturen. Lige nu berettede han om en spejdertur. Selvom jeg hørte efter med den ene del af hjernen, så sad jeg, som jeg har gjort mange gange før, samtidigt og blev fascineret over møder med mennesker. Hvor forunderligt det er at kunne sidde i en mørk skov omkring et bål sammen med et andet menneske, som man ganske tilfældigt har mødt blot timer tidligere. Ganske tilfældigt og så alligevel med så meget til fælles, at vi kan falde i samtale. Og synes, at det er hyggeligt. For det syntes jeg, at det var. Det var jeg ganske sikker på også var gensidigt. Og selv med så meget til fælles til trods for 19 år imellem os.
Han var blevet færdig med sin fortælling, mens mine tanker flød.
Jeg spurgte ham, om han drak øl. Det gjorde han, og så sagde jeg, at jeg lige ville hente nogle i bilen.
Jeg hentede 6 dåseøl i autocamperens køleskab. Jeg tænkte, at tre til os hver nok var fint, og fordelte dem i jakkelommerne, så jeg kun skulle bære to i hænderne. Denne gang fik jeg også slukket lyset og låst efter mig. Det sidste er dog heldigvis ikke den helt store bekymring derude.
Frederik sad stadig og rodede i bålet med sin pind, da jeg kom tilbage.
Lyden af to dåseøl, der blev åbnet, brød tydeligt gennem de knitrende lyde fra bålet i den ellers helt stille nat.
Vi fortsatte snakken. Om hans studier, om mit arbejde, lidt om nogle rejser. Da han nok var halvvejs i anden øl, var det tydeligt, at han blev en smule mere afslappet med samtalen og turde være sjov på den lidt mere pjattede måde. Indtil nu havde han stadig virket lidt stiv og unaturligt høflig i alt, hvad han sagde.
Da jeg selv var færdig med anden øl, skulle jeg tisse. Det sagde jeg og rejste mig. Jeg gik om bag ved shelteren, som altid er tissestedet derude. Der er et lille lokum lidt længere væk fra bålet, men det har man absolut kun lyst til at bruge i yderste nødstilfælde. Fra adskillige lejrbål omkring lige netop dette bål ved jeg, at bag ved shelterne altid var det almindeligt brugte sted at lade vandet.
Frederik skulle også tisse og vendte bunden i vejret på sin øl og fulgte efter om bag shelteren. Fra hvert vores hjørne bag shelteren blev der plasket i skovbunden.
Tilbage ved bålet faldt snakken lidt mere over i politik. Han havde meninger og havde fået mod på at argumentere og vise lidt meninger og følelser frem. Det var tydeligt.
Da jeg nåede bunden af den tredje øl, var klokken blevet 23, og bålet var igen blot orange gløder. Jeg mente, at det var ved at være sengetid og sagde, at jeg ville til at gå i seng.
Frederik rejste sig også op og mente også, at det var ved at være en god ide. Han børstede bagsiden af sine bukser lidt og stod igen lidt akavet, som da han kom til min dør og så ud som om, han ville sige noget mere. Det gjorde han dog ikke.
Jeg takkede for et hyggeligt bål. Han gengældte og smilede igen genert i lidt en anden retning. Vi sagde godnat til hinanden, og jeg gav ham et lille henkastet, inden jeg gik derfra.
Mange aftener kunne jeg godt have sat mig tilbage i autocamperen for at læse, men jeg var faktisk blevet træt nu. Det havde været en lang dag, siden jeg stod tidligt op om morgenen. Jeg gik direkte i seng, da jeg kom tilbage og havde fået tøjet af. Mine tanker fortsatte med at kredse om vores samtaler, som de næsten altid gør efter lange snakke med andre. Lidt efter faldt jeg i søvn til en god lang nattesøvn.
Klokken var lidt over otte, da jeg i morges satte mig på trappetrinnet uden for autocamperen sammen med en friskbrygget kop kaffe. Morgenen var lige så diset, som den havde været i går. Der var helt stille. Det virkede som om disen var med til at holde alt fuldstændigt lydløst.
Der var heller intet at høre fra shelterpladsen længere væk. Jeg spekulerede på, om Frederik mon var taget tidligt afsted for at forsøge at få taget nogle billeder. Han var dog ikke kørt hjem endnu. Jeg rejste mig kort og kiggede rundt om autocamperen. Den lille Toyota, der holdt på græsset et stykke fra min autocamper, var hans.
Jeg havde drukket min kaffe og sat mig inden for igen med en bog, da jeg hørte en bildør smække. Ud ad vinduet så jeg Frederik, der var i gang med at putte sin oppakning i bilen. Jeg hoppede hurtigt i mine sko og gik over til ham. Jeg ville ikke lade ham tage afsted uden lige at hilse på ham igen.
Jeg sagde godmorgen og han hilste tilbage og smilede, akkurat som han smækkede bagklappen på bilen. Jeg spurgte til, om han havde sovet godt. Det mente han. Han kom lige tættere på. Igen stod han og svajede lidt og så ud til ikke at vide, hvad han ellers skulle sige.
”Det var hyggeligt at møde dig, Frederik,” sagde jeg og kom helt hen til ham. Jeg rakte hånden frem og han kvitterede med et i lige måde og et håndtryk til farvel.
”Måske støder vi ind i hinanden igen en gang,” fortsatte jeg og tog et par skridt væk, så han kunne komme ind i bilen.
”Ja.” Han smilede, men kiggede lidt væk imens og satte sig så ind i bilen. Han kørte, mens jeg krydsede grusvejen for at komme tilbage til autocamperen og gav ham et hurtigt vink, som han kørte ned ad grusvejen.
Meget sød fyr. Har tænkt en del på ham, siden jeg kom hjem i eftermiddag og genkaldt nogle af vores snakke. Der er altså noget nærmest magisk over det her med at kunne møde helt fremmede personer, som man bare kan have det sjovt og hyggeligt med i øjeblikket, og som man nok aldrig møder igen. Et venskab for nogle timer, og så er man væk for hinanden igen for altid. Bortset fra i minderne.