„Frederik‟ er da ikke den første, der har inviteret mig til fælles bålhygge derude på mit favoritsted, hvor jeg hyppigt har overnattet i weekender. Det var sket flere gange. Det var dog første gang, at det havde været sammen med en enkelt person. De andre gange havde det været vennepar eller vennegrupper, der var på tur.
Af en eller anden grund har Frederik hængt lidt mere fast i hukommelsen end de andre. Måske fordi jeg syntes, at han var lidt anderledes. På den charmerende måde. Hans lidt akavede måde at være social på, som jeg næsten også ville forvente hos en fyr, der læser fysik og godt kan lide at tulre rundt alene ude i skoven.
Som med det meste andet, så overlades pladsen i hovedet med tiden til andre og mere nære ting. Alligevel var han ret meget i mine tanker, da jeg i fredags kørte ud til samme sted.
Regnen silede ned. Det er rigtigt hyggeligt inde autocamperen, men gør det naturligvis mindre hyggeligt at bevæge sig rundt uden for. Jeg var da heller ikke uden for døren efter at have parkeret. I stedet blev jeg inden for og lavede mad, mens jeg hørte podcasts. Bagefter satte jeg mig til rette med en bog.
Regnen trommede så meget på autocamperens tag, at det var umuligt at høre andet uden for. Med nedrullede gardiner kunne jeg heller ikke se lys fra eventuelle biler, der nærmede sig. Jeg blev derfor en lille smule forskrækket, da det pludselig bankede på døren. Det var faktisk så forsigtigt, at jeg først var i tvivl om, om det blot var tunge dråber, der landede fra det høje træ, der havde enkelte grene til at hænge højt over bilen. Jeg blev dog sikker på, at det var bank, jeg havde hørt, og jeg åbnede døren og tændte lyset uden for.
Uden for stod Frederik og kneb ligesom sidst øjnene sammen i det skarpe lys.
Jeg udbrød med det samme et „hej Frederik!‟, og det var tydeligt, at han reagerede på, at jeg både lød positivt overrasket og kunne huske hans navn med det samme.
Han smilede så stort, man kan, mens det stadig er lidt genert. Jeg bød ham straks indenfor i tørvejr og et øjeblik efter var han kommet ind. Han trak døren i bag sig og stod et øjeblik i sin sædvanlige lidt vaklende afventen.
Vores første sætninger var om det rædsomme vejr, som man jo ofte starter samtaler. Selv om han nok kun var gået den korte afstand fra sin bil, var hans jakke blevet våd nok til, at der løb regnvand af den regntætte overflade.
Jeg fik ham til at komme ud af jakken og hænge den på krogen på døren, og spurgte ham, om han ikke ville have en kop kaffe. Det skulle han ikke tænke længe over.
Jeg var allerede ved at tænde for gasblusset under kedlen, mens han hængte sin hue ved siden af jakken. Bagefter snørede han sine støvler op, så han kunne trække dem af.
Jeg bød ham at sidde ned og pegede på det sæde, der bedst kan beskrives som autocamperens sofa. Han satte sig ned, da han havde stillet støvlerne på måtten foran døren.
Han kiggede sig lidt omkring i autocamperen fra sin siddeplads, men sagde ikke noget, mens jeg fandt de nødvendige ting frem i køkkenskabene til kaffen.
Jeg satte mig i stolen på den anden side af bordet. Det var første gang jeg så ham uden hue på. Pæn fyr med mørkblondt hår, som lige nu strittede lidt af at han havde rodet i det for ikke at have hattehår.
”Du vil ud at tage billeder igen,” spurgte jeg.
Han trak lidt på skuldrene, da jeg spurgte, om han skulle ud og tage billeder igen. Han var i tvivl om, om vejret ville blive ordentligt til det, og lige nu så det da heller ikke særligt lovende ud. Jeg forsøgte at være lidt opmuntrende med, at det jo da godt kunne nå at rette sig. Han smilede bare lidt genert.
Jeg rejste mig og fandt et par dåsecolaer og et par dåseøl frem i køleskabet og stillede på bordet. Jeg fandt også en pose slik frem fra skabet over bordet og hældte op i en skål. Han sagde ingenting imens. Vandet kogte, og jeg fik hældt kaffe i tragten og begyndte at hælde vand i. Jeg bemærkede, at han igen sad og kiggede lidt rundt i autocamperen.
Han sagde igen, at det måtte være hyggeligt med sådan en bil, og jeg fortalte også lidt om, hvor glad jeg er for den og hvor meget, jeg får den brugt. Mens vandet løb gennem tragten og blev til kaffe, fik jeg sat lidt Spotify på som baggrundsmusik.
Jeg bad ham tage noget at drikke, og jeg satte mig selv ned og åbnede for en af colaerne. Han takkede og tog også en cola og drak en mundfuld, da han havde åbnet den. Vandet var ved at være løbet gennem tragten, så jeg rejste mig og fandt krus frem, inden jeg hældte et krusfuld op til os hver og satte mig ned igen.
Jeg spurgte lidt til, hvordan det gik med studiet. Det uddybede han ikke meget mere, end at det var okay.
Jeg lod være med at spørge om mere, så der opstod en pause. Efter et stille minut fortsatte han selv med at fortælle lidt om, hvad de havde om af emner på studiet lige nu. Derefter kom han i gang med at fortælle om lidt udfordringer, der var med den ene af de to roomies, han delte lejlighed med.
Bagefter begyndte vi igen at snakke om fotografering og vi kom til at snakke om rejser. Det endte med at handle en del om mine egne rejser. Jeg forsøgte flere gange at få ham til at overtage samtalen igen, men det lykkedes ikke helt.
Først da vi havde skiftet øllene på bordet ud med to nye fra køleskabet, og han havde fået drukket den ene hurtigere, end jeg selv gjorde, kom der lidt mere skred i ham. Han snakkede lidt om sin familie, som jeg ellers intet havde hørt om. Og lidt om opvæksten i Randers, mens han drak øl nummer to.
Aftenen gik hurtigt og pludselig var det midnat. Jeg kunne se på ham, at han var ved at være træt og havde svært ved at holde øjnene åbne.
Efter en lang pause i samtalen, hvor han tydeligt sad og kæmpede lidt mod søvnen, sagde han, at nu ville han gå hen og sove. Spotify-playlisten var også nået til vejs ende, så der var helt stille i vognen, når vi ikke sagde noget. Det var holdt op med at regne og tromme på taget.
Jeg spurgte, om han havde gjort klar til det, men det havde han ikke. Han mente dog, at han bare lige skulle snuppe det ovre i bilen. Han rejste sig op og begyndte at trække sine støvler på og snørede dem hurtigt, inden han sagde tak for i aften. Han tog sin jakke på og trak huen ned over ørerne. Jeg takkede også og åbnede døren for ham, inden han kantede sig forbi og trådte ned på den udvendige trin. Vi sagde godnat, og han forsvandt i mørket bag døren.
Efter at have lukket igen, kunne jeg høre hans skridt hen over den regnvåde grusvej. Lidt efter kunne jeg også høre bagsmækken lukke på hans bil, og hans skridt forsvinde hen ad stien mod shelteren. Det begyndte at regne igen lidt efter, men jeg tænkte, at han var nået op i shelteren og havde fået lagt sig, mens der var ophold i regnvejret.
Selvom jeg normalt sover tungt, så vågnede jeg flere gange i løbet af natten. Hver gang kunne jeg høre regn tromme på autocamperens tegn.
Om morgenen var det dog holdt op med at regne. Jeg vågnede omkring klokken syv. Da jeg var kommet lidt til mig selv, stod jeg op og satte vand over til kaffe. Jeg lavede nok til, at jeg kunne tage kanden med op til Frederik og lade ham starte dagen med en kop varm kaffe. Det var da muligt, at han var taget ud for at tage billeder, men jeg havde en fornemmelse af, at han nu nok stadig lå deroppe.
Det havde jeg ret i. Jeg kom relativt lydløst op til shelteren. Det så ud til, at han stadig lå og sov. Jeg stillede kanden og kopperne forsigtigt i bunden af shelteren og satte mig på kanten lidt fra ham. Der var kun en lidt rød næse og et par lukkede øjne at se inden for den sammensnørede top af soveposen.
Jeg sagde hans navn lavmælt. Der var ingen reaktion. Jeg gentog det, men uden at ændre lydniveau. Der kom en lille smule bevægelse i soveposen og en enkelt trækning i ansigtet. Så missede han lidt med øjnene i morgenlyset. Klokken var blevet lige omkring otte og skyerne var drevet væk, så det i det mindste så ud til at blive dag snart.
Jeg sagde godmorgen til ham lige så lavt, som jeg havde kaldt på ham. Han var tydeligt en smule desorienteret et øjeblik. Da hjernen var blevet genstartet, kom der lidt mere liv i ham og hænderne fik åbnet lidt for hovedenden af soveposen indefra. Han trak vejret dybt gennem næsen og gabte lidt, inden han kom nok til sig selv til at sige hej. Han satte sig lidt op i soveposen og lænede sig op ad sheltervæggen, mens han gned øjnene.
Jeg sagde, at jeg havde tænkt, at han kunne bruge en kop kaffe at starte på. Jeg tog det ene af krusene på den anden side af mig, og hældte et krusfuld op til ham. Han takkede og smilede igen, og fik den ene arm smøget ud af soveposen, så han kunne tage kruset.
Jeg hældte et krus kaffe op til mig selv også, mens han sad og tog de første sip af kaffen og fik lov til at vågne lidt mere.
Jeg nævnte, at jeg havde spekulderet på, om han måske var taget ud for at tage billeder allerede. Han grinede lidt og gabte igen og sagde, at det havde han ikke lige følt for.
Frederik drak lidt mere af kaffen, mens der var en pause. Så spurgte han til mine planer for dagen. Jeg fortalte, som sandt var, at jeg egentlig ikke lagt nogle planer overhovedet, men jeg kunne da godt komme på nogle muligheder. Jeg sagde, at jeg havde overvejet at gå en tur til de nærliggende søer, da det nu så ud til at blive tørvejr.
Han kommenterede det bare med et „mmmm‟.
Jeg foreslog, at han kunne gå med, hvis han havde lyst. Det skulle han ikke tænke over i mange sekunder, inden han slog til.
Vi drak vores kaffe færdig i stilhed, mens vi bare sad og så ud i den smule landskab, der er synlig fra kanten af shelteren. Der står høje træer lidt længere fremme, så der er ikke nogen storslået udsigt.
Jeg tog det tomme krus, som han havde stillet på shelterens gulv, og rejste mig op. Jeg sagde, at jeg ville gå ned og få pakket et par ting til turen, og at han jo bare kunne komme, når han havde fået tøj på og var klar.
Han strakte sig lidt inden i soveposen, der stadig var snøret sammen omkring halsen på ham. Han så ikke ud til at være helt klar til at komme ud af den varme pose endnu, men sagde, at han ville komme, og så gabte han igen langtrukkent..
Jeg gik tilbage til autocamperen og pakkede nogle drikkevarer i min rygsæk. Jeg smurte også nogle sandwicher til frokost, som blev pakket med ned. Da han stadig ikke var kommet, smurte jeg også nogle boller med ost, da han måske også var sulten nu. Jeg er ikke selv den store morgenmadsspiser, men det kunne jo godt være, at han var.
Jeg kunne høre ham komme, netop som jeg var færdig. Jeg åbnede døren, inden han nåede derhen. Jeg rakte ham en sammenklappet bolle med ost, da han var nået hen til døren.
Han takkede, og det så faktisk ud til også at være noget, han kunne bruge. Jeg hældte også et glas appelsinjuice op til ham, som forsvandt lige så hurtigt som den første bolle. Jeg rakte ham en bolle med ost mere, og skænkede et glas juice mere, mens han spiste.
Jeg sagde til ham, at han bare skulle spise og at der var mere, hvor det kom fra. Han mumlede tak med munden fuld af bolle.
Jeg havde smurt fire boller, men jeg var ikke en gang selv færdig med én, inden han havde slugt de tre andre. De var ham vel undt. Med den appetit, han lagde for dagen, havde jeg en fornemmelse af, at fordelingen af sandwicher nok ville blive lidt det samme. Jeg havde også pakket lidt frugt og chokoladekiks, så vi ville da nok overleve til over frokost uanset hvad.
Kort efter gik vi. Først mod søerne, som vi gik hele vejen rundt om. Derefter krydsede vi hovedvejen, og gik gennem et større hedeområde på den anden side. Det blev en meget længere tur, end jeg havde forventet. Det passede med, at det var frokosttid, da vi var i det fjerneste hjørne af hedeområdet.
Vi sad i lyngen på hver vores siddeunderlag, da jeg fandt frokost frem fra rygsækken.
Det lød som om det kom direkte fra hjertet, da han udbrød et tak, mens jeg forsigtigt lod tre store indpakkede sandwicher lande i lyngen foran ham. Han var ikke klar over, at jeg havde pakket frokost til os. Til trods for, at han jo tydeligvis var et outdoormenneske, så havde jeg ikke indtryk af, at han i dag selv havde gjort sig nogle forberedelser i forhold til at overleve i naturen. Det havde jeg også ret i.
Han var allerede godt i gang med den første sandwich, da jeg også fandt colaer frem fra tasken, som havde hjulpet med at holde maden kold. De var stadig godt kolde og et godt tilskud af energi.
Han spiste, som om han havde sultet. Jeg kommenterede hans appetit, da han var ved at nå til enden af sandwich nummer to, mens jeg kun var halvvejs gennem min. Han indrømmede, at han faktisk ikke havde fået aftensmad dagen før. Det skulle han jo bare have haft sagt. Så havde jeg jo hurtigt lavet noget til ham. Det sagde jeg også.
Han smilede. Enten genert eller forlegent. Måske fordi jeg også havde sagt ”min ven” til ham i sidste sætning.
Vi var kun lige akkurat blevet færdige med at spise, da det begyndte at regne. Og det var desværre ikke småregn. Det begyndte at stå ned i stænger. Det blæste også op, så jord og himmel stod i ét. Vi havde regnen direkte i ansigtet, mens vi gik de adskillige kilometer tilbage, hvor det ikke gik så hurtigt, som det ellers kunne.
Vi var måske nok klædt på til at være uden døre, men tøjet er dog kun vandtæt til en vis grænse. Da vi nåede tilbage til autocamperen, var vi grundigt våde af vand, der havde fundet vej ind alle de steder, det kunne.
Humøret fejlede heldigvis intet, da vi kom drivvåde inden for i autocamperen. Jeg startede med at række ham et frisk håndklæde, så han kunne tørre ansigtet og håret.
Jakkerne kom ud at hænge på det lille kombinerede toilet og badeværelse, så de kunne dryppe af og tørre i varmen derude. Hans trøje og bukser fik jeg hængt op, så de kunne blive blæst godt igennem af autocamperens varmeanlæg og forhåbentligt ende op som tørre på et tidspunkt.
Jeg havde kun set ham pakket ind i sit outdoortøj. Nu var han kun iført sit langærmede og langbenede uldundertøj, mens han stillede sine støvler foran en af varmeudblæsningerne ved gulvet. Han var en smal, ranglet fyr.
Hans sokker var også blevet ret fugtige, så jeg fandt et par andre uldsokker, han kunne tage på i stedet, mens jeg fandt et ledigt sted til de våde, så de også kunne ligge og tørre.
Mit eget tøj bekymrede jeg mig mindre om. Jeg havde rigeligt med i autocamperen. Jeg fandt noget tørt at skifte til. Det våde kunne jeg få tørret på et andet tidspunkt. Der er ikke rigtigt mulighed for at tave to personers tøj til at tørre på samme tid i autocamperen.
Han stod og glattede sit hår lidt foran spejlet, da det var blevet helt uglet af at blive tørret i håndklædet.
Jeg fik kogt noget vand og lavet noget kakao til os. Det havde vi mere brug for end kaffe lige nu. Jeg fik også fundet diverse snacks frem fra skabene, da vi vist godt kunne bruge et skud ekstra energi. Klokken var kun omkring 16, så der var da alligevel et stykke tid til aftensmad.
Jeg spurgte ham, om han gerne ville blive til aftensmad. Jeg følte mig ret sikker på svaret på forhånd, og det havde jeg også ret i.
Han takkede ja med det samme, men efter en kort pause tilføjede han også, at det da kun var, hvis det ikke var til besvær. Det forsikrede jeg ham om, at det ikke var, og at han var meget velkommen til at blive.
Og det var da bestemt intet problem. Jeg havde forskelligt mad nok til at kunne bespise alle, om der så kom tyve uventede gæster mere. Jeg syntes faktisk også, at det var hyggeligt, at han var der. Jeg var helt sikker på, at det var gensidigt. Som dagen var skredet frem, havde jeg faktisk fået en fornemmelse af, at han var kommet herud med en forhåbning om, at jeg også var der. Han virkede på alle måder som om, han i virkeligheden slet ikke havde planlagt noget som helst for weekenden, hvis han skulle have været derude på egen hånd. Jeg nævnte dog intet for ham om mine tanker.
Vi fik langsomt varmen igen og tørt hår, mens vi drak kakao og spiste nogle snacks. En god times tid senere, gik jeg i gang med at improvisere noget aftensmad til to. Han var blevet løbet så godt i gang med at snakke hen over dagen, at det faktisk var ham, der snakkede løs, mens jeg lavede mad.
Det blev ganske hæderlig mad, der kom på bordet. Jeg spurgte, om han kunne drikke hvidvin, da jeg åbnede køleskabet for at finde drikkevarer. Det kunne han godt, så jeg tog den ene af de to flasker ud. En af dem med skruelåg. Jeg fandt vinglassene frem i skabet og skænkede vin til os begge, da jeg havde sat mig ned.
Vi skålede, og Frederik drak en ordentlig slurk af vinen. Jeg bad ham tage noget mad, der sammen med opdækningen fyldte hele det lille spisebord i autocamperen. Han takkede og sagde, at det så rigtigt godt ud. Så øsede han mad op på sin tallerken, men ventede med at spise, til jeg også havde fået mad på tallerkenen.
De første par minutter spiste vi i stilhed. Han spiste hurtigt. Halvvejs gennem min tallerken var han færdig med sin. Jeg rejste mig og satte noget musik på for at bryde stilheden.
Jeg sagde til ham, at han bare skulle tage noget mere, da han havde lænet sig tilbage i sofaen med en tom tallerken foran sig. Han sagde tak og sagde også, at det smagte rigtigt godt. Så øsede han en lige så stor portion op på tallerkenen igen, og fortsatte med at spise, da jeg satte mig ned.
Vi fortsatte med at spise uden at sige noget. Jeg spiste stille og roligt, og betragtede at han satte endnu en tallerken til livs. Jeg kom til at tænke på, da jeg selv var i tyverne og altid kunne spise for to, og ligesom Frederik stadig bare var en lang pind. Det havde da ændret sig lidt med årene.
Vi skålede igen og han fik tømt glasset. Jeg hældte mere op til os begge. Han blev færdig med sin anden tallerken mad, omtrent da jeg var færdig med den første.
Jeg tog selv igen, og han tog en lille portion mere, der kun lige akkurat røg langsommere ned end de to første.
Opvasken kunne vente. Jeg stillede blot det hele til side på køkkenbordet.
Med det hele ryddet væk kunne vi koncentrere os om at snakke. Han skulle lige komme i gang igen, men så gik det også meget godt. Ligesom vores første aften omkring lejrbålet, så blev han tydeligt mere afslappet og pjattet, da han havde fået noget at drikke. Der gik ikke lang tid, inden vi havde fået delt en flaske vin.
Han blev lidt urolig, og så sig om efter sit tøj og rejste sig også for at mærke på sine bukser. De var blevet en del mere tørre, men ikke helt tørre endnu. Luftfugtigheden var høj og en autocamper er ikke det letteste sted at få tørret tøj ordentligt.
Jeg spurgte til det, og han sagde, at han skulle på toilet. Jeg var godt klar over, at han mente det lille lokum oppe ved shelteren, da det så nok ikke kun var for at tisse.
Jeg sagde, at han bare kunne gøre det her. Jeg vidste godt, at der var tale om blufærdighed. Han havde tidligere kigget ind i det kombinerede toilet og badeværelse i autocamperen. Selvom det er et lukket rum, så er der alligevel lidt lydt. Jeg fortsatte med at sige, at jeg bare kunne skrue op for musikken, så jeg ikke kunne høre ham skide.
Han rødmede tydeligt og smilede lidt akavet, men jeg kunne også se, at han havde meget mere lyst til den løsning end at skulle ud i mørket og regnen for at sidde i et skummelt og uhumsk træskur. Det trommede stadig intenst på taget af regn.
Jeg viste ham, hvordan toilettet fungerede. Jeg åbnede også taglugen i rummet, så han heller ikke skulle føle sig pinligt berørt over at tage dårligt lugt med tilbage. Som lovet skruede jeg op for musikken, da han havde lukket sig inde på toilettet.
Den næste flaske kold hvidvin stod klar på bordet, da han kom ud. Han så helt lettet ud, da han lukkede toiletdøren efter sig.
Vi snakkede videre, mens vi fik delt den næste flaske vin på bordet. Det blev tydeligt, at han var ved at være træt og kæmpede for at holde øjnene åbne. Det var jeg også selv. Klokken var kun omkring ti, men det havde været en lang og aktiv dag. Temperaturen i autocamperen var blevet høj, så vi sad også begge to og kogte lidt.
Jeg kunne fornemme, at han ikke selv lige vidste, hvordan han skulle få afsluttet aftenen. Eller også havde han slet ikke lyst. Til sidst tog jeg teten og sagde, at det da nok også snart var sengetid.
Det var han enig i og sagde, at han da nok også hellere måtte finde op til soveposen. Det var holdt op med at regne nu, og der kom kun sporadiske tunge dryp på taget fra grenene, der hang ind over autocamperen.
Jeg nænnede ikke at sende ham ud i mørket og kulden for at sove alene oppe i shelteren. Det kan være hyggeligt nok at gøre nogle gange, men det kunne da også være hyggeligt, hvis han overnattede i autocamperen. Han var jo en sød fyr.
Jeg sagde, at han gerne måtte sove her, hvis han havde lyst. Han så helt forbløffet ud og spurgte, om jeg mente det. Det gjorde jeg og sagde, at der var masser af plads til ham også. Og at jeg også havde ekstra sengetøj med.
Det ville han meget gerne. Jeg advarede om, at jeg sov på ryggen og godt kunne snorke lidt, men det mente han ikke, ville være noget problem. Han hørte ikke så meget, når han sov.
Jeg fandt ekstra dyne og hovedpude frem fra skabene under sengen og fik redt op til ham i den modsatte side af sengen. Det er en temmelig bred seng i hele bilens bredde, og der kan godt ligge tre, hvis det skal være. Så han kunne sagtens være der, uden at han ville føle det ukomfortabelt tæt. Jeg har flere gange haft venner til at overnatte i autocamperen på den måde.
Han takkede igen, da jeg sagde, at nu var der klart til ham. Han kravlede med det samme op i sengen og satte sig på dynen. Han sad lige og så det hele lidt an, mens jeg slukkede lyset i den modsatte ende af autocamperen. Jeg smed mine træningsbukser på den ene af stolene og indtog min egen del af sengen.
Han tog dynen helt over sig, inden han trak sokkerne af og smed dem ud på gulvet. Bagefter trak han også sit lange undertøj af under dynen og lod det falde ned på gulvet. Han lagde sig ned på siden med kun hovedet uden for dynen. Jeg havde også lagt mig, og slukkede lyset, da jeg kunne se, han havde lagt sig til rette.
Vi lå og snakkede lidt i mørket. Han havde lige fundet lidt ekstra energireserver frem, så vi snakkede måske en halv times tid. Lige pludselig sagde han dog ikke mere, og jeg kunne høre på den jævne vejrtrækning, at han var faldet i søvn. Der gik et stykke tid, inden jeg selv faldt i søvn, men til sidst lykkedes det.
Jeg sover ikke så meget, så det var stadig mørkt, da jeg vågnede. Jeg kunne stadig høre ham sove. Jeg skulle på toilet og listede så forsigtigt ud af sengen, jeg kunne, så han ikke blev vækket.
Da jeg kom tilbage i seng, faldt jeg usædvanligt nok i søvn igen. Da jeg vågnede igen, var det blevet en lille smule lysere uden for. Lyst nok til, at der kom så meget lys ind gennem loftsvinduet, at jeg kunne se Frederik. Han lå på siden med ansigtet mod mig. Dynen var trukket helt op til hagen, så der var kun et ansigt og uglet hår at se. Han så rigtigt sød ud, som han lå dér og sov.
Det varede længe, inden han vågnede. Han kunne åbenbart sagtens sove godt igennem. Jeg lå og kiggede lidt på min telefon i sengen, da jeg ikke ville stå op og risikere at vække ham. Han skulle have lov til at sove så meget, han havde brug for denne morgen.
Jeg havde lagt mig på siden igen, og lå og kiggede på ham, da han slog øjnene op og så direkte ind i mine. Først så han igen lidt desorienteret ud. Så blinkede han nogle gange med øjnene, strakte sig lidt og smilede søvnigt, inden han sagde hej. Så gned han sine øjne.
Jeg spurgte lidt til, hvordan han havde sovet. Det mente han, havde været ret godt. Han vendte sig om på ryggen og strakte sig lidt, hvorefter han tydeligvis sikrede sig, at dynen stadig dækkede ham helt.
Han lå bare og kiggede lidt op i loftet, indtil han spurgte om, hvad klokken var. Hans armbåndsur lå på bordet sammen med mobiltelefonen. Jeg kiggede på min telefon og fortalte, at den var lidt over ti. Han lød overrasket over at have sovet så længe. Vi var jo kommet ret tidligt i seng.
Jeg kravlede ned i fodenden af sengen og hoppede ud på gulvet, så jeg kunne komme i gang med at sætte noget vand over til kaffe.
Da jeg havde hældt vand i kedlen og tændt for blusset, trak jeg mine træningsbukser på. Jeg samlede hans lange undertøj op fra gulvet sammen med sokkerne, og smed dem op på sengen, så han kunne nå dem.
Han ventede med at tage dem på, til han var sikker på, at jeg koncentrerede mig om at hælde kogende vand i tragten med kaffe. Så kom han ud af sengen, men virkede stadig ikke som om, han var vågnet helt.
Han hoppede i sine støvler uden at snøre dem, og forsvandt ud ad døren. Jeg regnede med, at han skulle ud at tisse. Det regnede heller ikke uden for mere, men det havde blæst lidt op.
Kaffen var klar, da han kom tilbage et øjeblik senere og åbenbart var blevet blæst lidt igennem. Han og gned sig på overarmene med hænderne og sagde, at det var koldt uden for. Jeg hældte kaffe op til ham, og han satte sig på sin vante plads i sofaen og nippede til kaffen.
Mens han vågnede helt, stillede jeg noget morgenmad frem på bordet og fik lunet nogle boller. Så fik vi lidt at spise og småsnakkede lidt om vores planer for den kommende uge.
Mens jeg ryddede op efter morgenmaden, rodede han lidt i min bogkasse. Han fiskede en af mine fuglebøger frem og satte sig til at kigge i den, selvom der næppe stod noget, han ikke allerede vidste med sin store viden om fugle.
Da jeg gik i gang med opvasken, spurgte han efter et viskestykke, og tog sig af at tørre af. Mens jeg havde hænderne i vasken, guidede jeg ham til, hvor de forskellige ting skulle sættes på plads.
Jeg satte en af mine foretrukne podcastserier på. Om dyr. Vi småsnakkede lidt til den og om den imens. Han satte sig også i sofaen med en anden af mine fuglebøger, og bladrede i den. Han gjorde ingen tegn til at ville hjem. Det virkede som om, han ikke rigtigt havde lyst til at tage af sted. Det havde jeg heller ikke. Det var sådan en hyggelig dag.
Jeg gjorde ikke noget for hverken at underholde ham eller gøre tegn til, at nu skulle han tage hjem. Det var hyggeligt, at han var der, og det virkede som om han også bare hyggede sig med at være her.
Jeg ryddede lidt småting op, lagde hans nu tørre tøj sammen, og tørrede bordene af, inden jeg stillede lidt friske dåsesodavand frem. Derefter lagde jeg mig på sengen og lå bare og lyttede til podcasten. Det var begyndt at regne lidt uden for og det slog mod siden af autocamperen i vinden, så den gyngede en smule nu og da.
Lidt efter lagde han sig også på ryggen oven på dynen i sin side af sengen. Han var stadig kun iført sit lange undertøj og de lånte sokker. Vi sagde ingen ting. Han lå også bare og hørte podcasten.
Vi hørte afsnittet færdigt og hørte et mere. Det lød til, at det var stoppet med at regne uden for. Jeg syntes, der skulle til at ske et eller andet, så vi ikke bare lå på langs hele dagen. Jeg spurgte, om han ville med ud og gå en tur.
Det ville han gerne. Vi kom ud af sengen og fik vores tøj på til at være uden for. Vi gik i et par timer, hvor det heldigvis holdt tørvejr. Vi sagde ikke så meget undervejs, selvom vi gik lige ved siden af hinanden. Vi traskede bare afsted på stierne mod søerne og tilbage igen.
På vejen tilbage var vi også omkring shelteren for at hente de ting, som han havde efterladt deroppe. Hans sovepose, liggeunderlag og et par andre småting. Da de var kommet hen i hans bil, spurgte jeg, om han ville have noget frokost. Klokken var jo næsten fire nu, men vi havde jo også fået sen morgenmad.
Det ville han gerne. Naturligvis. Den måtte stå på cowboytoasts, men det så bestemt også ud til, at de kunne spises. Bagefter måtte jeg sige, at nu måtte jeg vist også snart se at finde hjem. Jeg skulle jo også lige nå at få ordnet lidt ting derhjemme inden en ny arbejdsuge.
Frederik mente også, at han hellere måtte tage hjem til Aarhus nu, men så ikke rigtigt ud som om, han havde lyst. Han rejste sig dog op og så sig lidt omkring for at se, om der var noget, han havde glemt. Han manglede kun at skifte de lånte sokker ud med sine egne, hvilket han ikke havde fået gjort inden vores gåtur. Da det var gjort, kom han i sine støvler og fik dem snøret.
Han takkede for en hyggelig weekend og rejste sig op og tog sin jakke på. Som sædvanlig stod han og så lidt ubeslutsom ud. Jeg er ikke uvant med at give et kram til afsked, så jeg gav tegn til at slutte af med et kram. Det var han tydeligvis helt med på. Jeg sagde, at det havde været rigtigt hyggeligt og klappede ham lidt på ryggen, mens vi krammede. Han smilede, da vi slap hinanden igen, men kunne ikke lige helt finde ud af, hvad han så skulle. Jeg rakte om bag ham og åbnede døren.
Jeg sagde, at han skulle køre forsigtigt og komme godt hjem. Han trådte ud og ned på trinnet, vendte sig om og hilste, og gik så over mod sin bil. Jeg hoppede i mine klipklappere, så jeg kunne stille mig uden for uden at få våde fødder, så jeg kunne vinke til ham, da han kørte.
Det er helt sikkert, at jeg meget nemt bliver forelsket, når jeg møder søde fyre. Det indrømmer jeg gerne. Det, tror jeg også, er sket her. Der er noget meget charmerende ved ham.