Min lille ferie med „Sune‟ blev rigtigt god, og jeg har hverken haft lyst eller mulighed for at sidde og skrive dagbog undervejs.
Godt og vel 1500 kilometer nordøst på, hvor jeg havde lånt en træhytte af en ven. Langt, langt væk fra alting med et par kilometer til nærmeste nabo. Men dog ikke mere primitivt, end at der både var strøm, rindende vand, toilet og varmt bad. Og elvarme til at holde det varmt på badeværelset også.
Da der var små 15 frostgrader udenfor, måtte vi fyre godt i brændeovnen for at få det behageligt. Der var med lidt god vilje også en smule mobilforbindelse, men meget dårlig. Jeg kunne med lidt tålmodighed lige akkurat se en side eller to på nettet, så det var ikke meget, vi var online. Vi skulle heldigvis heller ikke bruge det til noget, og det er faktisk dejligt at være helt offline nu og da. Underholdningen klarede vi selv. Der blev både snakket, spillet kort … og spillet andre ting 😉
Nej, hånden på hjertet – vi var der ikke slet ikke for det frække. Turen var for Sunes skyld, for han havde i dén grad brug for at komme til at tænke på nogle andre ting og få lidt nye, gode oplevelser.
Han havde ingen anelse om, hvad det var for et sted, vi var på vej til eller hvad, vi skulle på turen. Han havde heller aldrig været så langt væk hjemmefra før. At flyve var også helt nyt for ham, så det var lidt af en dåb, da vi skulle med ikke mindre end tre fly i stadigt mindre størrelse for at komme derop.
Da vi nåede til det mindste propelfly, måtte han også have en hånd at holde i under takeoff og under noget turbulens. Det var ikke længere nødvendigt den modsatte vej.
Rejsen derop sluttede med godt 50 kilometers kørsel, der vel nærmest kan kaldes terrænkørsel med de veje 🙂 Vi nåede lige akkurat at proviantere, dér hvor vi landede, inden butikken lukkede. Til trods for lidt forsinkelse. Det var godt, for der er ikke så mange alternative butikker at handle i i nærheden.
Den første aften gik bare med at få fundet os til rette, få lavet noget god mad i fællesskab, få fyret grundigt op i brændeovnen, snakke og nusse i sofaen og så få en god nattesøvn efter en lang rejsedag. Han ville nemlig få brug for at være veludhvilet, for han havde heller ingen anelse om, hvad jeg havde planlagt til næste dag. Den slags unge fyre har bedst af at blive holdt hen i uvished, når det handler om kommende strabadser. Han var næppe taget med næste morgen, hvis jeg havde givet ham for meget tid til at tænke over, at vi skulle bestige et bjerg.
Jeg havde pakket udstyr til ham. Fra elefanthue til vandrestøvler og tre lag hele vejen ned. Det var nødvendigt, for temperaturen ville næppe komme højere op end minus 12 ifølge udsigten. Sandsynligvis en del lavere. Det gjorde den heller ikke.
Heldigvis blæste det ikke så meget mere, men det var overskyet og sneede, så det var ret kedeligt vejr at lægge ud med og det var halvmørkt, for klokken var ikke engang otte endnu.
Det var ikke en hård tur, vi skulle ud på. Der er sti – sådan da – hele vejen, så det er ikke en tur, der kræver egentlig klatring. Højest en isøkse at holde lidt i på det sidste stykke. Ikke noget særligt. Selvom der var sne, så er der minimal risiko for at falde ned eller dratte ned i skjulte huller. Eller for laviner, for den sags skyld. Stedet var valgt for at det skulle blive en næsten sikker succesoplevelse. Også for en knægt, der aldrig har prøvet noget ret meget vildere fysisk end at cykle i skole og på arbejde.
Efter lidt tid regnede han ud, hvad vi var i gang med. Stor respekt for, at han bare fortsatte med at klø på uden brok. Der var et enkelt sted, hvor han var ved at miste modet. Så hjalp det en del med en ekstra chokoladebar og lidt at drikke 🙂
Det er hårdt at gå opad i sne, så han skulle holde ud til noget efter middag, inden vi nåede målet. Og her siger jeg tak for, at jeg fik en lille smule hjælp fra oven. Vi havde ikke stået der i 2 minutter, før det begyndte at klare næsten helt op.
Da Sune lidt efter for alvor kunne se, hvor højt oppe vi var, og hvor langt væk fra alting vi var, så kunne han med dét ansigtsudtryk ikke lyve sig fra at være pænt begejstret. Både over sin præstation og over stedet. Det udtryk var hele rejsen værd! Og så kom der også lige nogle begejstrede tårer og et langt kram på toppen af verden.
Det var ikke Kebnekaise, vi overkom, men for sådan et stykke nybegynderknægt er meget mindre bestemt også en æresfrygtindgydende præstation. Han var faktisk slet ikke til at skyde igennem på vejen ned igen.
Det var blevet mørkt igen, da vi var tilbage i hytten. Her fik vi et langt varmt bad sammen, og fik lavet et godt måltid varm mad sammen. Derefter hyggede vi i sofaen med kaffe, vin, snak og lidt spil, inden han faldt i søvn. Og han sov som en sten i et halvt døgn 🙂 Jeg fik også en god nattesøvn, men sover slet ikke lige så længe som ham.
Sex var absolut ikke grunden til, at vi var taget derop, men vi fik de efterfølgende dage både lyst og mere tid til den slags aktiviteter også 🙂 Det er der ingen grund til at uddybe i detaljer. Vi havde også flere små vandreture i det fri.
Jeg bliver dog nødt til at stoppe for nu med at skrive. Der er andet, der skal tages hånd om.