“Julius” var på besøg allerede igen i går. Som de andre gange gik tiden med at snakke, lave mad og snakke endnu mere. Jeg lagde mærke til i går på arbejdet, at jeg faktisk glædede mig til at skulle tidligt hjem for at have besøg af ham. Han er også virkelig sød og sjov, så de aftener flyver afsted.
Han går stadig lidt på opdagelse på Boyfriend og Grindr, så vi snakkede en del om dem begge to. Han har ikke prøvet noget endnu, og er i det hele taget lidt skræmt ved tanken om at skulle mødes med nogen. Jeg har prøvet at overbevise ham om, at det slet ikke er så farligt, hvis man bare lige tænker sig lidt om og er lidt kritisk.
Hen på aftenen fik han nævnt, at han også snart burde blive klippet. Jeg sagde, at jeg da bare kunne klippe ham, hvis han gerne ville have det og ikke ønskede et eller andet avanceret. Han skulle bare have det samme, som han allerede havde. Bare seks-syv uger kortere. Lidt efter sad han med frisørslaget om sig på badeværelset, mens jeg fik ham klippet.
Det passede med, at han kunne tage sit aftenbad bagefter, inden vi gik tidligt i seng, så vi kunne komme op klokken fem i morges. Han sov ved siden af mig ligesom sidste gang. Denne gang kunne jeg ikke falde i søvn, og jeg lå nok et par timer og lyttede til, at han sov som en sten. Til gengæld vågnede jeg ikke længe før ham denne gang, men først da uret ringede i morges.
På vej på arbejde spurgte Julius, om han ikke kunne komme på besøg i en weekend. Det vil da helt sikkert være rigtigt hyggeligt at kunne være sammen med ham i et par dage. Vi har aftalt weekenden i næste uge, hvor jeg ikke har nogle andre aftaler.
Jeg havde min ene storebror på besøg i aften. Der går desværre længe mellem, at vi ses. Det var som altid rigtigt hyggeligt at have ham på besøg. Nu vil jeg få ryddet op, inden jeg skal i seng.