Sexmøder – gode råd, tommelfingerregler og 15 spark bagi

Her er BDSM-kongens Guide til Sexuniverset.

Det er gode råd til dig, der er ny i homomiljøet. Reglerne gælder sikkert lige så godt i heteromiljøet, men det ved jeg ingenting om.

Som det meste, jeg skriver, er det skrevet med et glimt i øjet. Alle råd er dog ment i fuld alvor, og er baseret på min erfaring med dette miljø gennem årtier. Det er ikke nemt at kaste sig ud i, når man er ny i tingene – uanset alder.

10 gode råd til dig, der skal til et sexmøde

Vær især opmærksom på disse råd, når I ikke er ligeværdige. Det vil sige, når han er væsentligt ældre end dig eller fysisk større. Det gælder også, hvis han får dig til at føle dig tryg på grund af sin erfaring eller evne til at lyde sød og rar.

  1. Vær skeptisk. Det burde være både regel nummer 1, 2 OG 3. Det er meget nemt at udgive sig for at være en anden, end man er. Er du det mindste i tvivl, så tak nej.
  2. Kræv, at I mødes første gang et offentligt sted. Ikke for at lave noget dér, naturligvis, men så der er nogen i nærheden, inden I tager videre til det rigtige sted. Ikke noget med at mødes skumle, mørke steder eller steder, som kun ham, du skal mødes med, har kontrol over.
  3. Tjek mødestedet på Google Maps først. Stil dig gerne et lidt andet sted end aftalt. 50 meter er nok. Det holder dig i kontrol over situationen.
  4. Skal han hente dig i bil, så skal det ikke være ved din bopæl. Bliv enige om et sted i nærheden. Foreslå gerne et andet sted, end han gør.
  5. Tjek at alt er som forventet, inden du sætter dig ind i bilen, lukker døren og spænder sikkerhedsselen.
  6. Kræv, at I skal være sammen et ordentligt sted. Ikke noget med ulækre, offentlige toiletter, kældre eller lige så ulækre lejligheder, hvor sengetøjet skulle have været skiftet sidste jul.
  7. Er han væsentligt ældre end dig, så kan han også betale for et hotelværelse første gang.
  8. Fortæl aldrig detaljer om dig selv inden eller under første møde. Hverken navn, bopæl, arbejde, skole, familiesammenhænge eller lignende. Det kan komme, når tillid er etableret.
  9. Udlever aldrig din Snapchat eller profiler på andre sociale medier. Selvfølgelig heller ikke dit telefonnummer. Det kan komme, når tillid er etableret.
  10. Vær opmærksom – uden at være paranoid.

10 tommelfingerregler for sexmøder

  1. Det er okay at være nervøs, men hvis du er bange, er du på vej til det forkerte møde.
  2. Det er altid i orden at få kolde fødder. ALTID.
  3. Man giver besked, hvis man får kolde fødder. I så god tid som muligt.
  4. Det er okay at fortryde, når man første gang ser hinanden.
  5. Sørg for at have aftalt, hvad der skal ske.
  6. Sørg for at have fortalt, hvad dine grænser er.
  7. Sørg for at sige fra, hvis dine grænser alligevel bliver overskredet.
  8. Det er altid okay at sige stop undervejs og gå sin vej.
  9. At du ikke føler dig krænket, er altid vigtigere end ikke at ville såre den anden.
  10. God sex kræver deltagere, der respekterer hinandens behov. Ingen er der for at blive ensidigt serviceret.

Bonusregel: Det er altid dejligt med en krammer til afsked 🙂

6 facts om de første gange

Lad os være helt ærlige. Første gang (og gangen efter) bliver måske ikke helt så fantastisk, som du kunne fantasere om. Få ikke kørt forventningerne op til alt for meget. Så bliver man heller ikke skuffet. Vær opmærksom på ikke at få præstationsangst. Du er helt normal, du gør det fint og ingen forventer, at du er ekspert.

  1. Første seksuelle oplevelse går oftest meget hurtigere, end du lige regner med. Det er ikke noget at skamme sig over, at du får udløsning lynhurtigt. Vi er alle startet dér.
  2. Det gælder oftest også ved den første seksuelle oplevelse af en ny slags.
  3. Er du bottom, så kommer første analsex til at gøre ondt, hvis din partner er uerfaren eller ikke tager meget hensyn til dig.
  4. Det kan kræve tilvænning at få fornøjelse af analsex. Giv det tid, og giv ikke op efter de første forsøg. Du er helt normal.
  5. Man kan føle skam og have en stor lyst til bare at skride lige efter udløsning. Giv dig selv tid til at komme på den anden side af det og få lyst til mere. Man kan godt bare ligge og hyggesnakke i ventetiden, eller snuppe en cola sammen. Mænd får heldigvis oftest ret hurtigt lyst igen. Og det er til at se 😉
  6. Gør en indsats for at gøre de første sexmøder til en god oplevelse for dig selv. Så går det meget nemmere med de næste møder.

15 gode grunde til bare at komme afsted til de sexmøder

Nu skal det ikke være så alvorligt det hele. I det store og hele, så er sexmøder bare sjov og hygge, så længe du passer lidt på dig selv.

  1. Sex er meget mere intenst end at spille den af. MEGET mere.
  2. Hvis du absolut vil spille den af alene, så giver sexmøder dig nogle bedre fantasier at spille den af til.
  3. Sex lærer dig mere om din egen krop. Det lærer dig også med tiden, at den er fin, som den er, når du har set en masse andre normale kroppe.
  4. Øvelse gør mester. Du kan imponere din fremtidige eneste ene, når du har øvet dig rigtigt meget på andre.
  5. Du kan spare på turene i fitnesscentret.
  6. Det er sundt at have sex. Sex er godt for dit hjerte, dit blodtryk og dit immunsystem.
  7. Vi lever i godt 30.000 dage. Dage uden sex kommer ikke tilbage. Dage med sex lægger til i den anden ende.
  8. Sex gør dig meget gladere i dagligdagen – også for jobbet og studiet. Sex modvirker depression – ikke mindst i vintermørket.
  9. Det er fedt at have et sexmøde at se frem til og have lidt sommerfugle i maven på dagen.
  10. Få nu eksperimenteret med sex på andre måder. Tænk, hvis du aldrig får opdaget den måde, der virker endnu bedre for dig.
  11. Det er inspirerende og personligt udviklende at skubbe til sine grænser. Også hvad sex angår.
  12. Man kan faktisk godt få gode venner, kærester og faste partnere ud af sexmøder.
  13. At møde andre homo- og biseksuelle hjælper dig med at acceptere, at du er den, du er. Vi er rigtigt mange, og du er slet ikke alene!
  14. Når du har haft mod til det første møde, ligger en helt ny og meget større verden åben for dig.
  15. Vi lever kun én gang. Få nu det meste ud af det!
    (Vi lever faktisk hver dag, og dør kun én gang. Du skal stadig få det meste ud af det!)

Hov – bonusregel igen

Jeg har slet ikke nævnt kondomer. De bruges naturligvis ved analsex. Altid!

15 grunde til at droppe alle de dårlige undskyldninger for ikke at snuppe et sexmøde

  1. Hvis du venter på den HELT rigtige til første omgang sex, så kommer du til at vente længe.
  2. Du bliver ikke mindre nervøs af at vente. Du mister derimod nogle enestående oplevelser.
  3. Sex er ikke noget mere helligt end at onanere. Det er nærmest bare en anden, der hjælper med det.
  4. Man er ikke en stakkel, fordi man tager til sexmøde. Man er bare et menneske.
  5. Det er ikke forkert at have lyst til sex. At være liderlig er et sundt tegn på, at du lever.
  6. Man bliver hverken voldtaget eller myrdet. Men selvfølgelig skal du bruge din sunde fornuft, ligesom når du går i byen.
  7. Du mangler ikke tid – kun rigtige prioriteter 😉 Sex tager ikke timevis. Hvis du har tid til at være på Boyfriend eller Grindr, så har du også tid til et sexmøde.
  8. Der er intet at miste. Man kan allerhøjest risikere dårlig sex.
  9. Dårlig sex er bedre end ingen sex.
  10. Pikken fungerer mindst lige så godt efter dårlig sex, som den gjorde før. Muligvis bedre.
  11. Du løber ikke tør for skud i bøssen. Du har uendelig ammunition. Der er ingen grund til at spare på den.
  12. Det er svært at vide præcis, hvad man kan lide, hvis man ikke har afprøvet det.
  13. Bare fordi noget var dårligt sammen med én, betyder det ikke, at det er dårligt sammen med en anden.
  14. Det er ikke svært at være diskret. Ingen interesserer sig for, hvem du knalder med og hvordan.
  15. Du er ikke en freak. Uanset hvad du tænder på. Alle har hemmelige kinks. Alle!

De 15 soigneringsregler alle mænd og drenge burde have lært hjemmefra

De gælder også selvom din mor ikke ved, at du skal til et sexmøde.

  1. Man går i bad mindst 1 gang om dagen og gerne 2.
  2. Når du nu alligevel har stiv pik i badet, så skyl lige det der nakkeost væk.
  3. Man skider INDEN man går i bad.
  4. Man bruger sæbe på hele kroppen. Ikke kun under armene og mellem benene.
  5. Nej, du vasker dig ikke med håndklædet. Bliver håndkædet beskidt, når du tørrer dig, så gør du det forkert.
  6. Hvis du sørger for at bruge en negleklipper, så er det også meget nemmere at bruge en neglebørste.
  7. Nummer 5 gælder også for tæerne.
  8. Man børster tænder 2 gange om dagen.
  9. Dårlig ånde sidder mellem tænderne og på tungen. Fix det!
  10. Du skal begynde at barbere dig 3 år før, du selv tror, at det er nødvendigt.
  11. Deodorant er ikke kun noget andre bruger.
  12. Man skifter underbukser, sokker og t-shirt mindst hver gang, man går i bad.
  13. Bliv nu klippet. Det koster 200 kroner at se 200% skarpere ud.
  14. Du skal også se at blive klippet i næsen og i ørerne.
  15. Tøj, der består af mere hul end tekstil, kan ikke længere kaldes tøj. Det er affald.