Den unge elektrikerlærling, der for nogle uger siden endelig turde fortælle nogen, at han er homoseksuel, sover igen i gæsteværelset. Inden jeg satte ham af om morgenen, havde jeg sagt til ham, at han jo bare skulle skrive, hvis han havde lyst til at snakke igen.
Det havde han nu. Også denne gang tog jeg lidt tidligere hjem fra arbejde, så han kunne tage med direkte fra sit arbejde.
Der er sket store fremskridt for ham, siden hans sidste besøg. Der er nok stadig et stykke vej til, at han tør være åben omkring det, men han lyder til at have erkendt, at livet ikke er forbi, bare fordi man opdager, at man er homoseksuel. Han græd heller ikke i aften.
Vi snakkede om meget forskelligt i løbet af aftenen. Blandt andet om, hvem han først skulle fortælle det til, og hvordan. Og om der var nogle af hans venner, som ikke ville blive ved med at være venner med ham, hvis de fik det at vide.
Vi lavede aftensmad sammen, og han er ganske dygtig i køkkenet. Han havde faktisk overvejet at blive kok, men efter et fritidsjob som tjener, var han kommet på andre tanker.
Vi grinede også en del i løbet af aftenen. Han er en meget sød og charmerende fyr med en veludviklet humoristisk sans. Det er sjovt at tænke på, at det ikke er mere end et par måneder siden, da han bare var vildt genert og næsten ikke engang turde se på mig. Det er altid så fascinerende, hvor anderledes og langt mere farverige mennesker kan være, når man først lærer dem bedre at kende bag facaden.
Han har brug for en del mere søvn end mig, så når vi skal køre allerede omkring seks, er han nødt til at gå i seng klokken ti. Denne gang har han ikke bare ladet døren til gæsteværelset stå på klem, men derimod helt åben. Det virker ret bevidst, så jeg lod den være åben. Jeg har også ladet lyset i gangen være tændt.