Ny i homoklubben

“Bille” ringede i eftermiddag og spurgte, om jeg havde lyst til at komme ud til ham her til aften, hvor der også ville komme nogle andre. Det ville jeg gerne. Mine forældre var lige kommet hjem fra deres kærestetur, og jeg sad egentlig bare og lavede ingen ting og havde ingen aftaler med nogen.

Bille er den eneste, jeg kender, på min alder, der er rimeligt åben om at være til drenge. Han sagde i telefonen, at de andre, der kom, også var homo’er, og at det jo kunne være, jeg gerne ville lære nogle nye at kende.

Jeg har aldrig før været til en fest, eller hvad man nu skal kalde aftenen, hvor vi alle ved, at vi er til drenge alle sammen. Jeg var lidt spændt på, hvad det var for noget, jeg egentlig skulle til. Jeg havde heller aldrig været på besøg hos Bille før. Vi havde kun været sammen hos mig.

Bille havde sagt klokken halv syv til mig, og jeg var der til tiden. Sammen med en rygsæk med nogle øl og chips. Jeg var så den eneste, der var kommet endnu, for Bille havde åbenbart med vilje sagt et klokkeslæt til mig en halv time før de andre. Han ville gerne lige fortælle mig lidt om, hvad det var for nogle, der kom.

Det var alle sammen nogle, han kendte. Han sagde det ikke direkte, men jeg er ret sikker på, at det også skulle forstås som, at han også havde haft sex med dem alle sammen på et eller andet tidspunkt. Nu kendte de også alle sammen hinanden gennem Bille. På nær mig.

Han fortalte, at de var begyndt at mødes lidt efter lidt, og at de nu var oppe på syv drenge ud over mig. Bille var selvfølgelig den ene, og ud af de seks andre ville fem af dem komme i aften. De mødtes altid hos Bille, for det var det eneste sted, de rigtigt kunne være. Ingen af de andre var åbne om at være til drenge, sådan som Bille er, så de kunne heller ikke rigtigt lægge værelse til at mødes med en stor flok andre homo’er.

Han fortsatte med at fortælle om, at de mødtes, for at kunne mødes med nogle andre ligesom dem. Det var egentlig ikke hans ide, men en af de andres. Han havde bare taget initiativet til at lægge værelse til.

Han fortalte, at de ikke kun mødtes engang imellem, men at de også prøvede at være der for hinanden, når man var ked af det, var i tvivl, havde kærestesorger eller dårlige oplevelser. Eller havde brug for nogle at snakke med om hvad som helst, som man ikke lige kunne snakke med andre om. Eller bare havde brug for en god ven.

Jeg var målløs og sagde slet ingen ting, mens han fortalte. Det var en fantastisk ide, og jeg blev helt rørt ved at høre om det. Jeg sagde også tak til ham for at invitere mig med. Han svarede noget i stil med “at nu skulle jeg ikke takke, før jeg havde mødt de andre” på sin sædvanlige sjove facon.

Der var nu grund til at takke, for jeg har helt sikkert ikke fortrudt at møde dem. De var super søde og hyggelige at være sammen med alle sammen. De to af dem var på Billes og min alder. To af dem var omkring et år ældre, og den sidste var to år ældre. Ham, der ikke kunne i aften, er også på min alder.

Vi snakkede ikke om noget bestemt, og der var heller ikke noget program. Det var bare et sted, hvor vi kunne snakke. Jeg har aldrig før været sammen med en gruppe andre drenge, hvor vi bare kunne snakke helt frit om drenge, sex, tøj og hvad vi nu ellers går op i.

Det var næsten som en slags hemmelig klub. Kun for homo’er. Det eneste, der næsten lignede noget højtideligt i en klub, var da Bille spurgte, om jeg gerne ville være med fremover. Og bagefter spurgte de andre, om jeg måtte være med. Det måtte jeg heldigvis gerne.

Bille var inde ved sin fars computer og skrive mig ind på telefonlisten, som han printede en ny version af til os alle.

Det blev ikke så sent. Vi sluttede lige omkring klokken ti. Selvom vi stadig har sommerferie, så skal Billes forældre op på arbejde i morgen, så vi kunne ikke sidde på hans værelse og snakke længere.

Jeg kunne da også lægge hus til på et tidspunkt. Har det jo ofte helt for mig selv i weekenderne alligevel. Hvis de da ellers gider komme helt ud til mig i den modsatte ende af byen. De er alle sammen fra sydbyen ligesom Bille.

Der var da også nogle af dem, jeg godt kunne tænke mig at være sammen med. To af dem siger mig nok ikke så meget, hvad sex angår, selvom de var søde og hyggelige. De tre andre, ud over Bille, ville jeg da gerne lave noget sammen med på et tidspunkt, hvis de har lyst. Jeg ved ikke, om nogle af dem har været sammen med hinanden ud over med Bille. Måske. Jeg kunne da nok godt finde på at spørge et par af dem, om de har lyst til at ses en dag.

Jeg er faktisk lidt oppe at køre over at have mødt alle dem. Det var virkelig fedt. Kan ikke sove lige med det samme, så nu skal jeg vist spille lidt computerspil.