I dag tog jeg igen hen til, hvor Marius bor. Jeg ville prøve at banke på igen for at se, om der var nogen hjemme. Måske ville jeg have bedre held på en søndag. Til min store overraskelse, så var navneskiltet på døren væk. Som om de er flyttet. Jeg kiggede også ind ad brevsprækken igen. Denne gang var der ikke bare mørkt derinde. Nok fordi dørene stod åbne til de andre rum. Jeg kunne se ind i køkkenet og en smule ind i det ene af rummene. Begge steder så der helt tomt ud.
Jeg gik ned igen. Først da jeg kom ned til hoveddøren, bemærkede jeg, at navnene også var fjernet fra postkassen. Jeg gik ud på gaden og stod og tænkte lidt i dagslys. Så besluttede jeg mig for at gå tilbage og banke på hos naboen. Måske vidste de noget.
Det var en mand, der åbnede. Jeg var lidt nervøs. Det virkede nok også mærkeligt at spørge om, hvor naboen er blevet af. Han vidste ikke noget. Han sagde, at han selv lige var flyttet ind for nogle uger siden, og slet ikke havde mødt dem. Så beklagede han, at han ikke kunne hjælpe og lukkede døren igen.
Jeg stod der lidt og stirrede på døren ind til Marius’ lejlighed, som om det ville ændre noget, hvis jeg kiggede længe nok. Jeg fik igen den her underlige følelse i maven om, at noget er galt. Så cyklede jeg hjem igen.
Jeg har gået og spekuleret på, om jeg skal fortælle det til mine forældre. Måske har de en ide til, hvad jeg kan gøre.