Jeg kunne ikke holde det ud mere at gå og bekymre mig om “Marius”, og ikke have nogen at snakke med om det. Kunne godt have snakket med “Josef”, men det ville være svært uden at fortælle, hvorfor jeg kender Marius. Det skal han ikke lige vide, så det måske går ud over, det vi også har sammen. Ved heller ikke rigtigt, hvad han skulle kunne hjælpe med. Tror ikke, han kunne have andre ideer, end dem jeg allerede har prøvet.
På vej hjem fra skole besluttede jeg mig for at fortælle det til mine forældre. De ville måske spørge til, hvor jeg kender Marius fra, da de aldrig har hørt om ham før. Jeg tænkte, at jeg bare ville sige, at jeg kendte ham fra en fest hos en fra klassen.
Jeg ventede, indtil de var færdige med at arbejde inde på kontoret og var ude i køkkenet. De plejer lige at sidde der lidt og drikke en kop kaffe, inden min mor går i gang med aftensmaden. Jeg måtte lige samle mig lidt sammen, inden jeg gik derud og fortalte dem det.
Jeg fortalte det hele. Om Marius’ besøg og om, at der var en, der havde overnattet i værkstedet. Jeg fortalte også om mine besøg ved lejligheden, og at jeg havde ledt efter ham på skolen. Jeg kom til at græde undervejs. Jeg burde nok have snakket med dem tidligere, for det var virkelig dejligt at få det fortalt til nogen.
De blev ikke sure over, at jeg ikke havde fortalt om det med overnatningen i værkstedet. Jeg fortalte også, hvorfor jeg ikke havde sagt noget om det, da jeg gerne ville have, at han kunne komme tilbage. Det forstod de også godt.
De spurgte ikke, hvor jeg kendte Marius fra. Måske fordi de godt ved, at jeg er god til at blive venner med mange forskellige. Men de spurgte selvfølgelig noget mere til ham. Det var min far, der spurgte, om jeg rigtigt godt kan lide Marius. Det nikkede jeg selvfølgelig til. Så spurgte han, om Marius også er mere end bare en rigtigt god ven. Jeg er helt sikker på, at de godt kunne se på mig, at mit hjerte nærmest hoppede helt op i halsen. Vi har aldrig før snakket om det på den måde. Jeg måtte i hvert fald også lige synke en ekstra gang, inden jeg nikkede. Jeg ville ikke lyve om det. Selvfølgelig var han mere end bare en god ven.
Min far havde en god ide. Han sagde til mig, at jeg kunne prøve at skrive et brev til Marius. Når de er flyttet, så vil postvæsenet normalt vide, hvad den nye adresse er, som brevene skal hen til. Det, syntes jeg, lød som en rigtigt god ide, så det ville jeg gerne prøve.
Da min far havde fundet en kuvert og en blok med papir med linjer, sagde min mor, at jeg jo også kunne skrive til ham, hvad jeg følte for ham. At det måske også ville betyde meget for ham at få at vide. Jeg svarede ikke. Tror faktisk jeg blev lidt rød i ansigtet. Så gik jeg ind på mit værelse for at skrive.
Jeg skrev bare et kort brev. Jeg kom til at tænke på, at det måske kunne blive åbnet af andre end Marius. Jeg skrev bare, at jeg var bekymret over, hvor han var blevet af, og at jeg savnede ham. Så fik jeg foldet det sammen og skrevet på kuverten.
Min far fandt et frimærke til mig, og så kørte han mig ned til postkasserne ved posthuset, mens min mor lavede mad. Vi snakkede ikke så meget på turen, men han sagde undervejs, at han var stolt af, at jeg bekymrede mig så meget om dem, der betød noget for mig. Jeg gjorde det ikke, men lige dér kunne jeg godt have grædt igen.
Vi snakkede mere, mens vi sad og spiste. Vi blev også siddende en del længere bagefter, end vi plejer. Vi snakkede ikke om Marius. Heller ikke om, at jeg godt kan lide drenge. Ikke sådan direkte i hvert fald. De håbede, at jeg altid ville komme og fortælle, hvis der var noget, jeg var ked af eller bekymret omkring. At de altid gerne ville hjælpe med alt det, de kunne. Det var jeg faktisk slet ikke i tvivl om, men det var rigtigt dejligt at høre dem sige det.
Da vi var færdige, gik de med ud i værkstedet. De kommer der nærmest aldrig. Det er mit område. Tidligere også mine storebrødres, da de boede hjemme.
De havde været enige i, at det lød som den mest sandsynlige forklaring, at det faktisk var Marius, der havde overnattet. De havde dog ingen gode forklaringer på hvorfor. Det gjorde mig på samme tid glad og selvfølgelig også bekymret for Marius.
Min mor fandt et pænere tæppe frem, der blev lagt på madrassen, så det faktisk så lidt indbydende ud. Hun skiftede også den beskidte sovepose ud med en af de andre gamle soveposer, der ligger på hylderne derude. Min far fandt en lommelygte i bryggerset, der blev stillet på gulvet ved siden af madrassen. Til sidst stillede min mor en lille lukket kurv ud med et par sodavand i og en rulle kiks, plus den yankiebar, jeg allerede havde lagt derude. Hun sagde, at det var bedst sådan, hvis der nu var mus.
Det betød helt vildt meget for mig, at mine forældre tog det hele så alvorligt og prøvede at hjælpe. Da jeg i dag tænkte over at fortælle dem det, havde jeg ikke lige forestillet mig, hvad det ville ende med. Slet ikke, at de nu vist er klar over, at jeg godt kan lide drenge. Det virkede ikke til, at det var noget, der overraskede dem. Gad vide, om de har vist det længe?
Jeg har i hvert fald verdens fedeste forældre. Nu er jeg spændt på, om jeg snart hører fra Marius.