Der er mange, der fantaserer om kidnapning. Der er også mange, der fantaserer om den mørkklædte overfaldsmand, der kommer ind til sengen i nattens mulm og mørke.
Begge dele har jeg lavet sammen med villige ofre en del gange. Hvad jeg til gengæld kun har lavet en enkelt gang, er variationen med horror. Det prøvede jeg i efteråret, og det kan jeg da lige berette om på sådan en gråvejrssøndag, hvor der ikke er meget andet at fortælle.
Det villige offer var en knægt på 19. Han havde spurgt efter en kidnapning, men i løbet af samtalen var vi blevet enige om, at det skulle spices lidt op. Han havde erkendt, at det var frygten, der fik det til at kilde helt nede i bollerne.
Jeg kender en del af skovene i området ret godt. Jeg ved hvilke af dem, der både er meget lidt befærdede og er temmelig skumle, når mørket er faldet på. Da de af gode grunde ligger lidt afsides, måtte vi køre sammen derud. Da vi var ved den planlagte lille skovvej, vinkede jeg farvel til ham, mens han gik ind i mørket. Uden lygte, uden mobiltelefon og uden noget at forsvare sig med. Bare en tilfældig knægt der tog en genvej hjem gennem skoven. Nu skulle jeg ikke længere være den rare far, der giver sin søn et lift. Jeg kørte hundrede meter længere frem, stillede bilen og skiftede til mit mørke outfit. Så var jeg klar til at starte jagten.
Det var en perfekt nat til det. Vi havde med vilje valgt en nat uden måne, og det blæste med jævne mellemrum på den uhyggelige måde i toppen af nåletræerne. Nok til at give den rette stemning men ikke så meget, at det skjulte alle skovens øvrige lyde. Klokken var lidt efter 23 og der var ingen mennesker, biler, huse eller gadelys at se noget sted. Kun mørk nat og skov.
Jeg havde fortalt ham hvilken vej han skulle gå. Uden dog at være alt for præcis. Hvad jeg til gengæld ikke havde fortalt var, at jeg havde været ude i skoven en lille time tidligere og stillet fyrfadslys i malede syltetøjsglas nogle steder mellem træerne et stykke inde i skoven. Det så ud som ønsket. Jeg indhentede ham hurtigt ved at løbe tværs gennem skoven og havde det bløde nåleunderlag på min side, og havde pakket mine redskaber, så de ikke larmede afslørende. Ikke langt fra ham begyndte jeg at lave lyde. En tør gren der knækker. Først på den ene side af stien, og så på den anden. En kæde der rasler lidt længere fremme. Et par sten der lander forude, og en der rammer et træ. Jeg havde også hængt et par små presseninger op i nogle grene, så de kunne hvisle og knitre i vinden.
Altsammen detaljer vi ikke havde aftalt noget om, og som måske nok virkede efter hensigten, men som alligevel på en eller anden måde var forventelige. Jeg glemte at nævne den børnemannequin, jeg havde hængt op i en galge, hvor han ikke kunne undgå at se den. Men skulle det hele virke rigtigt godt, skulle jeg have knægten til at tvivle på, om det nu også var mig, eller om jeg havde værre hensigter end at lege. Han havde trods alt kun været sammen med mig i de cirka 25 minutter køreturen havde taget.
Jeg fik listet mig tæt ind på ham og greb ham ved at løbe på tværs af stien og vælte ham omkuld i skovbunden på den modsatte side. Sådan en 60-kilos splejs er heldigvis ret nem at håndtere. Han nåede kun lige at se en sort, hætteklædt mand inden han lå på maven med ansigtet presset mod skovbunden. Jeg trak hurtigt sko og sokker af ham og forsvandt ind i mørket med dem. Langt nok væk til ikke at kunne høres, men tæt nok på til at kunne observere. Jeg lod ham gå i nogle minutter og det havde tydeligvis den ønskede virkning at være barfodet i en mørk skov en nat i november.
Lidt længere fremme gjorde jeg det igen bare fra den modsatte side. Mens han blev holdt fast trak jeg bukserne af ham. Han protesterede lidt, men tav efter at være kommet om på maven, hvor han fik et par røvfulde. I min lille rygsæk fandt jeg et sæt fodlænker frem, der blev låst om hans fødder med hængelåse, så han ikke bare kunne tage dem af igen. Med en halv meter kæde var det nok til at han kunne gå, men hverken særligt hurtigt eller behageligt. Slet ikke med den håndfuld nåleskovbund jeg sørgede for at proppe ned i hans underbukser. Inden jeg løb min vej igen, fik han også smurt et par håndflader kunstigt blod i ansigtet og på benene.
Lidt længere fremme smed jeg et hundetæppe på stien, inden jeg forsvandt ind mellem træerne igen, hvor jeg kunne se, hvad der skete. Det var køligt nok til at komme til at fryse uden bukser, men ikke så koldt at det var farligt. Jeg forventede også, at det snart ville være slut. Der gik nogle minutter inden han kom derhen. Kæden mellem fødderne gjorde det nemt at følge ham og bidrog uden tvivl skræmmende til skovens lyde. Han fik øje på tæppet og indså heldigvis formålet – eller i hvert fald hvad det kunne bruges til. Han tog det på som en lang stram kjole til at dække benene, men det gjorde det kun endnu vanskeligere at gå. Han fortsatte med at gå 5-7 minutter mere. Så satte han sig ned på stien med tæppet omkring sine ben og fødder, og med knæene trukket op til sig. Nu var han blevet helt mør.
Han fik lov at sidde et par minutter. Jeg var ikke mere end 10 meter væk, stod bomstille bag et træ og holdt vejret, mens han fik lov at sidde helt alene i den mørke skov og være bange for, hvad der nu skulle ske. Han gispede højlydt, da jeg pludselig løb frem mod ham, men så var det også næsten slut. Jeg havde et tæppe mere med fra rygsækken (der nu stod bag et træ) og det viklede jeg om hans overkrop og hoved. Nu løftede jeg ham op og skiftevis bar ham og havde ham over skulderen, mens jeg gik ud af skoven. Vi blev i rollerne og sagde ingenting, men jeg kunne mærke, at han rystede. Og det var ikke kun fordi han frøs. På bagsædet af bilen blev han bagbundet og rullet ind i tæpper fra top til tå, så der var styr på ham, mens jeg brugte et kvarters tid på at rydde op i skoven. Jeg har heldigvis godt styr på at markere efterladenskaber, så de hurtigt kan findes igen.
Af en ven havde jeg lånt et sommerhus ikke så langt derfra. Det var aftalen, at knægten nu skulle misbruges, men jeg ændrede lidt på planen. Jeg bar ham ind i det mørklagte hus, lagde tæppebylten på badeværelsesgulvet, pakkede ham ud og klædte ham af, da fodlænkerne var taget af. Så stod den på et langt varmt fællesbad og en hyggelig nat foran brændeovnen. Jeg vil ikke gå i detaljer om legene, så lad mig nøjes med at afsløre, at fyren denne nat var rigtigt glad for at kramme og putte, og at pikken i hvert fald ikke var frosset af.